onsdag den 10. juni 2009

Den dag Hr. Samuel mødte sig selv i udkanten af historien var han i vildrede. Han havde med posten modtaget et brev hvori det blev ham forklaret at han ingen biologisk mor havde. Og da han derfor reelt set ikke eksisterede havde banken set sig nødsaget til at inddrage alle hans ejendele og kontantbeholdning. Uden en mønt på lommen forlod han sit hus som ikke længere var et hus men en dør med en brevsprække midt i intetheden. Han begav sig langt væk fra den egentlig handling og satte sig for at udforske historiens muligheder. Jo længere han kom væk fra den egentlige handling, jo mere usammenhængende forekom fiktionen omkring ham at blive. Pludselig var gaden fyldt af tudser, smuglere, talende flæskesvær og en kvinde med overskæg havde smidt sin kjole. Gennem bagerens vindue kunne han se at en hamburger var igang med at fortærre Andy Warhol. Og der, ved siden af bageren, lå et værtshus der forekom ham at være underligt bekendt, skønt han aldrig havde sat fod i denne del af historien.
Han så sig selv sidde ved et af bordene, omgivet af tomme glas og tallerkner med sørgelig pandekagerester.
"Hvad fanden", sagde han og trådte ind ad døren "Hvad fanden bestiller jeg her?"
Han kiggede dovent op fra dagens avis og så sig selv - i en nobel og barberet udgave - stå i døren.
Så sagde han: "Jeg drikker brændevin og spiser pandekager."
Han spekulerede et øjeblik. Var det i virkeligheden muligt at flytte historiens centrum? Jo, det forekom ham som en mulighed.
Han tog plads i en stol overfor sig selv og sagde "Det er da også rigtig". Så satte han flasken for munden.

Ingen kommentarer: