I sidste ende er
mit hovede stadig fyldt
med vin og pop. I sidste
sætning er jeg løbet i offside
langt uden for teksten.

Laksen er havenes hersker.

Toget til Fyn går
om en time jeg
tror jeg vil sidde
med ansigtet
bagud.

Laks kommer til syne i mængden af indianere midt på rådhuspladsen. Jeg klapper og råber flot laks dygtig laks men han er tabt i lyden af en panfløjteudgave af et Madonna nummer.

Jack falder i søvn i bussen
mod Nørrebro, han drømmer om Mexico
om morfinen i det lille værelse
på kvisten, han snakker i søvne
så folk rykker væk.
Jack ser Gerard i alle ansigter,
det er Neals maniske ungdomshyl
han hører gennem vinduet, og senere
vælter Jack, good old Jack ind ad døren
på Bobi-bar, med spiritus drivende
ned ad kinderne. Han siger:
"her er falske patter og ægte røvhuller
nok til at jeg føler mig hjemme,
her skal min blomst brænde ud."

Jeg skulle aldrig have svaret dig
jeg skulle have holdt mig til
at brænde papirmåner
i min mors skød jeg skulle
gemt mig mellem side
13 og 14 og sprunget ud
når sommerens sidste Ringe
suset forbi og jeg endelig kune
hvirvle i fred.

Grå pakke kiks
er ikke at fornægte
gå pande fiks
er ikke til at fægte
hvis ordene gav mening
så ring mig lige op.

Gammel ost og mors den lille
smager godt men lugter ilde

Det skrev Dan Túrell i et digt, og jeg ville gerne have siddet ved siden af ham og grinet min røv i laser. Så ville vi have røget cigar.

Her med et kvarter tilbage af projektet må vi sige, at kvaliteten af teksterne svinger fra det sublime til det idiotiske. Deltagerne har strakt sig, og det er i disse øjeblikke, noget ekstraordinært kan fremkomme; noget de ikke vidste, de kunne, noget de ikke kan. Det kan anbefales at læse projektet i ét stræk, da man så virkelig fornemmer den samlethed, der gemmer sig bag det i alle retninger stikkende. Ligeledes vil man måske opdage visse steder, hvor de gældende dogmer virkelig har lagt sine begrænsninger over de to deltagere, men dermed også givet dem muligheder.
Det er et anbefalelsesværdigt projekt, men vent til det kommer på DVD. Det er ikke hver at ofre i en aften i byen på.

Havet ender her
hvor støvet lægger sig
i lag og jeg sidder
på en blå kontorstol
og siger ting
jeg ikke selv forstår.

I mine notesbogs 33. side står følgende sætninger:

Man kan holde to håndklæder
med en ung rejsning.

Jeg kan lide at sove
tæt på en togstation. Tanken om
pludselig opvågen og flugt
er beroligende.

Vi kan bedst lide byen når den minder os om noget. Den her gade er smal og minder os om Paris.

Frühstück er således ikke et rundtstykke.

næste side:

Martin

21.54:
Martin bliver præsenteret for et shot Jack Daniels som han drikker. Tidligere har han indrømmet at være født og opvokset i Kalundborg

21.59:
Martin viser interesse i det interview han har lavet med Peter Adolphsen. Han kigger over på notesbogen, men ender med at klø sig i panden.

22.19:
Martin vender tilbage og indrømmer at han troede han skulle brække sig.

22.25:
Indrømmelserne hober sig op: Martin indrømmer at være opvokset udenfor Kalundborg. Lige udenfor byen Bjerre.

22.41:
Martin er ked og tager med ud og køber mad.

22.54:
Martin køber vand for at kunne få samarin. Martin skal brække sig.

23.00:
Martin prøver samarin for første gang. Han folder hænderne bag hovedet.

Hun putter farligheden i
digte mens han ser på
piger der spiser hans
lejlighed i bidder så
store som stjerner
der lyser op en
efter en det er
diskokugle
nok for
ham.

Jeg skrev et kærestebrev
med venstre hånd
og lagde i hendes postkasse
mens jeg gemte mig bag
brændende broer.

Mangoer af vingummi
sort vindue
Indianer Joes vandskål
CD-pakke
glas
ølflaske
askebæger
kaffekrus
cigaretpakke
arkitektlampe (som er i stykker)
papir
papir
papir
gammel computer
ny computer.

Navnene på skoene, læst op fra venstre mod højre:
Domino
Akkol
Akkol
Capita
Marl
Malchow
Marl
Blade
Blade
Carvin
Orbis
Carvin

Mørke er en by
Lem er en by
Tarm er en by
Ringe er en by
af små
firkanter.

Piger og et enkelt stykke tapet
budding i tre forskellige farver
jeg kalder hunden til mig
og ser på piger der spiser
af forskellige årsager. En
af dem så jeg sidst på vej
hjem fra en bytur i Lemvig
hun sagde åh af alle de ting
hun sagde var det mest troværdige
at man mødes man fødes findes
og mindes for at fordobles
og gå til grunde på samme
linje.

Man kan svømme til man
synker
en stadig indsnævring
af de bånd jeg er
gløden i min cigaret
kan gløde til den bliver
til Aske.

Som et UGH! som en
indianer på krigsstigen
hvor de nederste trin er
knækket. UGH! betyder bare
at man er der.

Fire minder af forskellig troværdighed

Minder:

1. Dette minde kan ikke verificeres af nogen, men første gang jeg onanerede, var i en campingvogn.

2. Dette minde kan formentlig heller ikke verificeres, men da jeg var omkring 8-9 år og skulle ligge ved siden af min mindste bror indtil han faldt i søvn, slog jeg ham i skriftet, bare for at se hvad der skete.

3. Dette minde kan verificeres, og det handler om, at da jeg var 11-12 år gammel begyndte jeg at græde, fordi jeg blev valgt til sidst i fodbold.

4. Dette minde kan ikke verificeres; da jeg var 16, debutterede jeg på landsholdet i fodbold. Jeg scorede hattrick.

Det er skræmmende, hvordan man mellem man er 7 og 21 år kun kan tænke på sig selv. Jeg kan personligt ikke komme på ét aspekt ved mig selv, som ikke fremstår mere interessant ved et andet menneske. Storhedsvanvid er og bliver mindreværd.

Readymade #5 (Min første prosa)

Nogle gange vågner jeg midt om natten og kan ikke åbne øjnene, før det er helt klart for mig hvad jeg har foretaget med aftenen forinden. Mine aftener har det med at blive lidt slørede til sidst. Om det skyldes den høje nikotinmængde i mit blod, kaffen eller om det var de to-tre sædvanlige guldøl, ved jeg ikke, men faktum er, at af og til kan jeg vågne, midt om natten i fuldstændig uvidenhed med hensyn til min gøren og laden aftenen før. Når det sker, vågner jeg altid med en dunken bag øjnene. Andre mennesker kan ikke vågne om natten uden at åbne øjnene, siger de, men jeg tilhører tilsyneladende ikke denne gruppe af mennesker. Mens jeg ligger der, er jeg altid helt uden fornemmelse for tid. Nogle gange føles det som om, det tager mig flere timer at få puslespillet uden brikker til at gå op, mens jeg andre gange føler, at det bliver klaret på få minutter. Der er altid mange mulige sammensætninger af en aftens forløb. Havde jeg bare siddet og læst, eller var jeg gået på en tur? Det sidste var mest sandsynligt, når jeg vågnede i denne tilstand. Mine ture består i, at jeg forlader huset sent på aftenen, gerne omkring klokken ti, uden noget egentligt mål, men altid med en klump i lommen. Jeg kan huske første gang, Frede og jeg røg en joint sammen. Jeg havde prøvet det tre-fire gange før, men for Frede var det nyt, og han var ikke helt sikker på, at han havde lyst, men han røg alligevel. Efter et kvarter lå han i sengen med et fuldstændig udtryksløst ansigt, og jeg gik halvvejs i panik og prøvede at vægge ham. Da det endelig lykkedes fyldte jeg ham med vand og lagde ham i seng igen. Vi var 14 år, og jeg vidste intet, men siden har jeg udvidet mit kendskab til bløde stoffer kraftigt, og når jeg går mine ture, ender jeg som regel med at finde et sted med god udsigt og så sætte mig til rette og rulle en joint. Problemet, når jeg vågner, er bare, at jeg er ude af stand til at huske, om jeg har gået på en tur, eller om jeg bare har siddet på mit værelse.

Noget af det tydligste jeg kan huske fra min tid i 6. klasse:

Jeg havde en kæreste, der hed Lise og hun var den første pige der viste mig sine bryster. Vi sad nede på hendes venindes værelse, så sagde veninden: "Du tør ikke vise ham dine bryster". Så sagde veninden til mig. "Du tør ikke se hendes bryster". Så sagde mig og Lise "jo vi gør". Så løftede Lise op i sin t-shirt meget hurgtigt. Hun havde ingen bh på, så jeg tror de havde indøvet nummeret. Og jeg tænker stadig: "Tænk hvis livet var så fantastisk igen".

Rasmus
alder: 23
forlag: uden kontrakt
digte: 70
noveller: 4 (to ufærdige)
kortprosa: 14
styrker: sætninger, indlæg, at rime på kartofler
svagheder: teknik, hurtighed, cola

Interview:
Daniel: Føler du, at vi burde have stoppet lidt før
Rasmus: Nej, ikke hvis vi når 100 tekster.
Daniel: Er du imponeret over mine tekster indtil videre.
Rasmus: Nej, kun hvis du flytter til København.
Daniel: Okay. Hvad laver du når du ikke skrive indlæg herinde?
Rasmus: Jeg hører musik fra magasinet Rolling Stone's top 500 greatest songs of all time, drikker cola, spise kiks, kigger på gamle tekster, aftaler filmaften med Martin, undrer mig over hvem Laurent Pascal er. Du?
Daniel: Jeg ryger cigaretter, drikker kaffe, rydder op efter Aske, savner min kæresten, skriver sms'er til hende.
Rasmus: Det er da lidt klamt, er det ikke?
Daniel: Jo.
Martin: Jeg fumler druer.

Vi havde spillet fodbold over tyve minutter efter frikvarteret var slut uden at opdage det. Normalt kom vi et par minutter for sent, og det resulterede i skideballer af acceptabel størrelse. Vi blev hurtigt klar over, at dette tilfælde var for ekstremt til at lade som ingenting. Så vi gjorde netop det; én kom på at stille alle vores ure tyve minutter tilbage og så gå ind og lade som om læreren måtte være kommet lidt for tidligt. Vi havde knap åbnet døren, før vi blev tvunget til at bruge vores endnu ikke udviklede evner for løgn. I pausen, var der én, der sladrede. Vi blev taget udenfor døren én for én for at fortælle, hvad der var sket. Én fortalte, at det var mig, der havde fundet på det med urene. Jeg nægtede, og efter kort tid havde jeg fået overbevist mig selv om, at vores ure rent faktisk allesammen var gået for langsomt. Jeg fik en seddel med hjem til mine forældre, som jeg brændte med en lighter, jeg fandt på pladsen foran tanken.

Readymade #4 (fodboldnoter fra barndommen)

Følgende er et udpluk af en journal, jeg førte over min indre fodboldleg, der strakte sig over omkring to år. Som man ser, led jeg af vordende megalomani.

jacob
alder: 23
klub: werder bremen
kampe: 52
mål: 32
landskampe: 15
mål: 8
styrker: dripling, kæmper
svaghed: skud, takling

Daniel
alder: 22
klub: agf
kampe: 176
mål: 223
lanskampe: 56
mål: 76
styrker: dripling, skud, nigger, teknik,
svaghed: tempramang

søren
alder: 24
klub: ob
kampe: 150
mål: 10
landskamp: 44
mål: 1
styker: kæmper, takling, anføre
svaghed: tempramang

thomas torninger
alder: 30
klub: agf
kampe: 430
mål: 371
landskampe: 129
mål: 111
styrker: dribling, skud, nigger, teknik, inlæg, hurtihed

Man må gøre sig klart
at havet aldrig står stille
og at
glitrende støv danser.



*


Man må gøre sig klart, at selvom mindet er det samme, som det var engang, er det ikke det samme, som det var dengang. Det er altsammen meget banalt, men vigtigt for at forstå at tiden ikke eksisterer, men alligevel spiller ind.

Gl. Sønderbjerg:
Stigningsmæssigt må dette bjerg betegnes som det hårdeste. Man kan komme til foden af bjerget ad to veje: den ene går forbi Rema 1000 og biografen - den anden forbi Kebab House og en genbrugsbutik til fordel for Somalia. Den første tredjedel af bjerget kan, med rette indgangsfart, sagtens forceres i 2. gear. Herefter bliver det stadig hårdere, og når man passerer vandtårnet har man to muligheder: sætte sig i sadlen et øjeblik og skifte til 1. gear, eller stå af og trække. Udføres gearskiftet ikke hurtigt nok, mistes momentum, og man bliver alligevel tvunget til at trække. Bjerget bør tage ca. 6 minutter at forcere.

Da jeg var seks år og begyndte i første klasse, gik min mor efter nogle få timer. De andres mødre blev hele dagen. Det gjorde ikke noget at min mor gik. Men det gjorde noget, at de andres blev.

Din blodcirkulation lød
mest af alt som et
tilstoppet afløbsrør.
Jeg spruttede mine beklagelser med gurglende glæde.
Blodårerne i dit ene øje var
en sindrig konstruktion af brændende(rødglødende)
tråde der grådigt rakte ud efter
pupillens blålige vandmand
I det andet øje fandtes
et finmasket net
af vinterrustne jernrør
der snoede sig gennem
et landskab af mælkehvid
tavshed.

Da min bror blev født
var jeg tre år
da min bror blev født
var jeg syv år

I Ringe skubbes
selv de tungeste ting af tiden.
Derfor er det en smerte
at få atten år
til at fylde bare ti
linier.

Readymade #3 (ansøgning)

Ang. stillingen som pædagogmedhjælper

Jeg er en frisk ung fyr, f. 1985, sproglig student ved Lemvig Gymnasium, der søger stillingen som pædagogmedhjælper i Fritidshjemsafdelingen på 28 t./u.

Jeg har været tilknyttet Klubben i Eskildsgade fra d. 4. december 2005 til d. 1. august 2006, i første omgang i 37 timer pr. uge som et led i min aftjening af militærnægtertjeneste, og fra d. 4. april til d. 1. august som fastansat pædagogmedhjælper på 25 timer.
Min rolle i klubben var i høj grad at være et friskt ungt pust og initiativtager i en række sammenhænge, det være sig udendørsaktiviteter så som fodbold, indendørs aktiviteter som tegning, malning, teaterskrivning, sangskrivning, brætspilsturneringer såvel som musiske aktiviteter. Klubbens medlemmer var i alderen 10-14, og efter 8 måneder har jeg kunnet mærke på mig selv at det i høj grad var de yngste af medlemmerne, som var interesserede i at lave alle de aktiviteter som blev arrangeret og i hverdagen var mere motiveret og involveret i de initiativer jeg stod for. Dette har givet mig motivation og lyst til at arbejde med yngre børn.
Endvidere har jeg også snuset til arbejdet med de lidt yngre børn i form af korte vikarophold ved sygdom på den Integrerede Institution Absalons (som klubben i Eskildsgade er en del af) fritidshjem og udflytterafdeling i Kongelunden, og jeg følte i den periode at have tættere kontakt og gensidig forståelse med børnene her end det mange gange havde været tilfældet med de ældste medlemmer i klubben. Gennem mit arbejde i klubben mener jeg også at have bevist, at jeg kan indgå i et dynamisk samarbejde og planlægningsproces med mine kollegaer.
Alt i alt mener jeg min erfaring, muntre personlighed og positive tilgang til børnene ville kunne bruges hos Børnehuset Dragen.
Jeg ser frem til at høre fra jer og håber på et fremtidigt samarbejdsgrundlag.

Mvh.
Rasmus Jepsen
Valby Langgade 276 st. th.
2500 Valby

Når vi dør
blir vores kroppe til græs
det er det græs
som antiloperne spiser.

Grin!
Som en
hån til
børnenes
smattede
virkelighed.

Og mens vi sidder her
og putter spejle
i hinandens øjne
danser folk forbi
mellem støvede bøger
i venners lag. Mindet
er både havet
og støvet. Og en
potte pis i nattens
mumlende mørke.

Hvis at kigge
frem er
at kigge tilbage
må vi
dreje hovedet
eksta varsomt
som hvis vi
pludselig
havde fået
hold i nakken
må vi dreje hele
kroppen.

Husene fik tage at gå på
da vi opdagede et træ
der var en pil mod himlen.
Hækkene kaldte på os
men man må ikke tro
at vi nød det.
Det er svært at
bevæge sig
i vand men endnu sværere
at stå helt stille.

Jeg husker så tydeligt da du fotograferede mig
bag døren til toilettet. Sådan siger
Troels altid når kommer
på besøg, han har negle, ja
og ører, ja
og det hele er meget upassende, nej
jeg siger ingenting om grønlænderen
han har taget med, nej
jeg betragter, ja
og griner med når han siger:
"Hvad er kærligheden
andet end en grønlænder, som er
Carsten Jensens enæggede tvilling?"
Sådan er Troels, som har henna-hår.

Måske ligger vi henslængt
i havet
men man må ikke glemme
at kun fisk har gæller
mens vi har
lunger fulde af
fisk

så det er med
hovedet i hænderne
vi kigger ud af vinduet
og ser en
ven svømme forbi.

At Daniel tyer til dværge
betyder ikke at han har
spillet fallit.
At jeg tyer til at snakke
udenom betyder ikke
at jeg er fra bjergene.
At jeg har sat trumf på
betyder at jeg kan
danse som en trold
om Daniels ordløse
trumpet. At jeg begynder at
skælve, at det slutter med
at huse falder fra hinanden
betyder ikke at sætningerne
står tilbage.

Og du sagde at din sjæl
lå på bunden af en flaske
men jeg kiggede efter
og der lå kun rester af
ukendt materiale som en
høj dværg havde underskrevet
under de sidste linier:

"i havet
fører alle veje
frem.

underskrift af en høj dværg"

Du vil blive den første
klynget op af muren
mens jeg ælter din numse ind
i melodiens streger, Sabine
jeg kalder dig mit livs askebæger
og ser mælken der løber
ned ad låret. Jeg drømte
jeg mødte min prinsesse i
en kærlighedskano, hun skreg
"I don't wanna rock the boat
I wanna sink it" så vi
væltede os i tynde grøntsager og
smålig sejrsrus.

Ti ting jeg lavede før jeg blev ti år

1. tro jeg var den eneste i verden
2. tro jeg var to år ældre, end jeg var
3. tro verden ville gå under, hvis kirsebæryoughurt udgik
4. tro jeg kørte på scooter
5. tro jeg var professionel fodboldspiller
6. tro min lillebror ville blive højere end mig
7. tro at mine fødder var længere, end jeg var høj
8. tro min far var verdens bedste fodboldspiller
9. tro at alt hvad jeg foretog mig, var det vigtigste i verden
10. samle kapsler

Dette er blot
skrift i sandet
og om lidt
kommer havet.

Man kan sige meget om
Karl Stegger og det gør
man så
eller man tænker
i hvert fald sit
når han toner frem
pisseberuset hiver han op
i arbejdsbukserne
sammenbidt skutter han sig
i morgenkulden, solen gør vandet
gyldent så han tænder
en smøg og får øje på
en malingplet på vommen.
Karl Stegger shaking a fist
in anger af nogle streetpunks
ham skal man sgu ikke
løbe om hjørner med.

Manden er barn af
drengen.

Han havde fået nok og
han ville have en ny
start med sin datter
et sted i Jylland
skrev han i brevet
og postede det ved midnat.
Da han var færdig var
mine eneste efterladenskaber
to funklende øjnæbler
og de var pænt arrangeret
på en pude af velour
sådan som Daniel ville
have ønsket sig det.

Vi var som to hoveder
der kiggede på ordene
den ene kiggede op
den anden kiggede
slet ikke. Men det
var kun fordi
Søren havde travlt med
at kigge tilbage.

Erindringen
er
ét
hav.

Jeg er ikke et nummer
for ikke at beskrive
den orden vi godt vidste
var der.

Vi løb rundt på det
græs i en evighed
og at gå i seng
var at lægge sig selv
i aske.

Når man drikker øl
blir man skør
når det regner
får man fler.





Kunne man sige.

At her er stille
betyder blot at det
ulmer.

Vi borede os ned i
sædet og hvinede af fryd
når din far sniffede deodorant
gennem et viskestykke.
Når han fægtede med strikkepinde
foran radioen i bar røv
og butterfly.

Det er måske
ikke så længe siden
som tiden tror.

Det er at sidde
i bussen med ansigtet
vendt bagud.

At se frem
er at se
tilbage.

Don't cry
Don't raise your eye
It's only teenage wasteland

Da jeg var lille var
min største bekymring
at hulrummene bag mine kraveben
skulle vokse sig større
så jeg til sidst kunne gemme
mit penalhus dernede
og jeg bekendte kun
min frygt
til pudevåret
(Så dårligt, men noget med
bekendelse).

Men hun smilede
hele vejen gennem
min ungdomsangst
og kørte sin Opel
helt ind
i mit spæde soveværelse.

Min mor sender ikke mails
men pludselig står hun der
i opgangen med rødt tøj
og smiler og inviterer
dem alle indenfor.

Jeg syntes mest af alt
at papiret var en snedækket
mark der lå uberørt hen
sidst i januar, indtil Bedstefar
satte sine kragetær i det
nederste hjørne.

Mor lader sig ikke
kue af skjulte dogmer

Som Rasmus bryder regler
brød vi ind
i pigernes omklædningsrum
efter idræt. Jacob fik
skylden og blev
blå.

Readymade #2 (mail fra Mor)

Julegaveønsker‏
From: Mor
Sent: Thursday, November 27, 2008 6:44:40 PM
To: 'Rasmus Jepsen' (jepsenrasmus@hotmail.com)

Hej Rasmus og Caroline.

Håber I har det godt. Tillykke til Caroline med forfatterskabet.

Jeg har lige fri en 3 dage.

Jeg har malet hele dagen i går. I dag har jeg haft besøg af Bodil og Anne Margrethe . I aften skal jeg til pigenabokomsammen. Det er hyggelig.

I morgen aften skal vi til Musical på Husby Efterskole og se Midt om Natten.

Lørdag aften får vi gæster. Logefolk.

Søndag eftermiddag skal vi ud til julegløgg og æbleskiver i Bedstemors hus og så skal jeg heldigvis på arbejde igen.

Kan jeg få jeres ønskesedler.

Kærlig hilsen
Mor

Spaghetti er pasta er spaghetti.

Readymade #1 (Barnavne i Lemvig)
Columbus
Jydebaren
Den glade onkel
Gigolo
Tante
Restaurant Pigerne
Diskotek Kaptajnen
Nørregade Krostue

På et tidspunkt
flød det over. Det var
ikke fordi
jeg ikke mere var mig
selv. Jeg kunne bare ikke
være i ét hoved mere.

Og jeg drak
pis af de grønne flasker
vi var allesammen dømt
til at be til Sisyfos.

Med disse få ord
i hver linie er der
kun plads
til de falske minder.

af fulde folk skal børn
høre sandheden.
af fulde børn skal folk
forages til evig tid.

et to tre fire fem

Jeg var et talende vindue og
om natten så jeg mig selv
sige mine egne ord.

Det du forveksler med et
ekko er Daniel der tænder
en smøg. Jeg putter farligheden
i hans digte når jeg
indrømmer at jeg også
har læst dén konformationstale.

Det er ikke umuligt at
drikke to liter vodka
ligesom det heller ikke er umuligt
at slå saltomortaler
på sin cykel.

Papirets kant er ikke rigtig en forhindring
men jeg skal altså stå nedenunder blokken
og berolige de skrøbelige ord
inden de springer for livet.
Alligevel minder alle mine tekster
snarere om et mislykket samleje
end en blodig klat
hindbærsnitte på fortorvet.

Og måske buldrede vi for
meget og måske var vi for
tomme. Men det er det
man siger om børn;
de taler til de falder i
søvn.

Jeg var en hindbærsnitte.

Efter armen kommer hånden
og efter den fingre
negle i min ryg
men ikke på den
måde.

På en fodboldbane med bakker
gik jeg ind i spillet
og forærede Sabine
min ene arm.

Jeg slingrer gennem Lemvigs søndagstomme gader, stadig søvndrukken sentimentalitet og
feberfarver flimrende for det indre blik. Det er sommer og mine fregner er endnu ikke helt udvoksede, de sitrer under huden som lyspærerder ikke er skruet ordentlig i. Mine fødder brænder ved hver berøring med asfalten. Mit blik er vendt mod havet og min tunge tegner ringe i hendes mund.

Jeg ville gerne af med den
postkasse og jeg havde
store kanonslag. Sådan
er der så meget. Jeg putter
postkasser i Rasmus'
digt.

Hvis du har undret dig:
ja, det er Jørgen Leth du
kan høre i baggrunden.
Men hvis du vender dig
er det en stak visne pornoblade
der stikker ud under min seng
og sludrer højlydt. Kan du
skille siderne ad må du
være en slags Gud.

På fyn
er der altid langt til vandet
og der
er altid langt til Superbrugsen
men der
er endnu længere til Aldi
og min
far arbejdede i Brugsen
så jeg
måtte ikke gå i Aldi
og min
mor havde soleksem
så vi
tog ikke til stranden.

Jeg ville helst have
sendt en hund afsted
med en ballon, men
jeg ville også gerne beholde
min ballon.

Jeg ville gerne slippe for
min kanin, men jeg ville
også gerne beholde mit
kanonslag.

Mange havde det sådan i Lemvig
mange har det sådan lige nu.

Ikke desto mindre

Øjnene er stadig
Ringe i hovedet
og sommerfuglene
skider stadig
i en dal i Makedonien.

Det sjove ved projektet
er at skriften altid er dugfrisk.

8 måder at skrive "Lemvig" på:
Lem .vig
Lem-vig
L.em.vig
Lemhul
Lem ----- hul
Pikwhy
Lem.... why?
LEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEMvig

Det ville være så nemt at sige
at det var sådan det var

men jeg ser altid mig selv i
tredje person og
det var ikke sådan
det var.

At skide skovbunden til
gør ikke ondt i sig selv,
det fordobler indsatsen
at trække ned
at smide ud
at løbe væk.

Der hvor jeg boede
var i mit grimme grin
på toppen af et bjerg og hun
kørte nogle gange over mit
bjerg, igennem mit grin
men hvis hun troede
jeg kiggede gennem
vinduerne troede
hun forkert.

Floden smager godt
gør den ikke gør
maden? Jeg ved knap nok
hvad der er tanke og
hvad der er fortælling:
At fløde kan vandre ned
langs et reb og gøre
krudtet i pistolen vådt
det lyder ikke sandsynligt.

Det var mandag første gang
jeg gik i skole. Det var altid
mandag. Det var mandag
da jeg skrev digte. Det er
altid mandag. Det er noget/
sort.

Kapsler i kasser
med kapsler men
med meget mere
end blankt blik. Blikke
fra neden når jeg
sov i øverste køje.

Svingets bøjning var
et grimt grin, for foden
voksede søen indad
blev grøn og gjort til grin.
Bakker blev kaldt bjerge
vandpytter for damme
jeg kom til at tænke på
to silhouetter da jeg gik
tilbage til barndommens legeplads
og så på træer.

At mindes er at
fordobles og gå til
grunde på samme
tid.