Der er tid der løber ud over
papirets kant og der er tid
lister sig ind på mig.
Der tid der går og
der er folk
der stirrer på havet
mens Leif råber
at vi bare bygger en tømmerflåde.

Simpelt erindringsdigt

Det var så fint
når vi kom til klubben
allesammen med sportstasker
i grøn eller gul eller blå. Nogle
havde en sort. Og vi satte os i bilerne
og kørte til en by vi ikke kendte
i Michaels fars bil eller Andreas' fars.
Og når vi var bagud med otte mål
og Alko-Leif råbte fra sidelinien
at vi gik efter en uafgjort.

Jeg har drukket for mange kopper med kaffe
til at holde hænderne i ro. Og jeg har
skrevet for mange kærestebreve på genbrugspapir
til at det virkelig betyder noget mere.

Lige under blodet
findes den kollektive uro
han talte om og lige under
stemmen det daglige vintersolhverv.

Kærlighedsdigt til Daniel (der tyksnakker)

Han kaster kamstegen over bord
og ruller sit moustache
hvilken hensigtserklæring! Der
er jo jazz i mandens sko!
Se ham danse op af sofaen! Se ham nu!
Se ham lænet ind over røgen
se ham tage det ind!
Han fremdrager en monokel
fra sin baglomme, og løber
ud af billedet efter mere sprut.

Kærlighedsdigt til Rasmus (Og jyder med attituder i det hele taget)

Det er ikke sorgen
der har gjort ham til et dige
det er lange nætter med vin
der har gjort ham til en mose
der mosebrygger
benede mænd og koner på syrer
han er en gadeknægt fra en grusvej
hvor man volapyksnakker
og holder af tyksakker.

Jeg har en stående aftale
om rødvin og overskæg
med Rascal og Danny
så jeg graver geviret frem
og pruster gevaldigt
æblet jeg spiser smager
som gæret kalkun, jeg elsker
når du synger
om ting der giver mening
æbletræer en støvet hund
en smeltet hånd.

Du ved, ham Dalgaards ven Jesper
han er et værre skarn
ryger purpurfarvet pibetobak
og gemmer det helst
i potteplanter.
Jeg græder over de ting jeg ser
på skærmen, glitterpis
og lergrønne maver
kirsebærcola og Jesper
der danser rundt i underbukser
og propper mad ind i munden.
For satan, en solgang! Den blæser
vulgære farver på kroppene
her roder og lugter af
udbrændte gummisko.

Forår som vandrende røg i mit hoved
og en usikker længsel
efter det jeg aldrig havde
det er fraværets poetik
lokale smerter i lænden
efter for meget siden ned
og for meget øl
på blågrå aftener
i vintermånens skaldede lys.

Det er ikke sorgen
der har gjort ham til digter
men han ved
hvor ondt det gør det
er staccatolys
på et provinsdiskotek
klokken fem om morgenen.

Giv mig en skælvende
kennelpose, og flyt ud
af mit helsecenter. Det er
jomfrueligt at køre i slæde
så vi finder på noget andet.

Ordet veranda minder mig om
centralafrikanske nilvaraner
der bidder hinanden i halerne
i TV.
Men jeg ved jo ingenting om ingenting
jeg ved det drejer sig og om at
se hinanden i øjnene og være på lige fod.
Og lære af sine fejl og gribe sin chance når man falder.

Hjemme fra Paris sidder jeg på
verandaen, en balkon over
helvedets forgård.

Sorgen har gjort ham til digter
han er skidefuld han
glider i karamellen puhadada
på vej ud af svinget
han er klædt i pels til hagen
og er en vellidt men grusom
dræber.

Jeg har forøget brændestablen
idag. Jeg har kigget på
hænderne i skovkanten
og hældt olie på fyret.

Jeg skriver i brevet til Daniel
at han skal komme hjem
rive sig ud af Paris
jeg har stillet en stol frem på verandaen
jeg har fundet et askebæger frem.

Når myretuen bliver for hidsig
river jeg op i den
med en møggreb, det er
som at blande kort.

Jeg lægger meget kabale
her sidst på aftenen.

Jeg er afsporet -
på sporet af
en umulig opgave af
toner i bassens hjerte
og grønne flasker
der tæller sig selv
1 - 2- mange
så jeg kan
komme på sporet af
de gange hvor det faktisk
lykkedes
at lave guld til sten
og leve af de benede rester
ikke at det er alkymi
ikke at det ikke er et job

men det er hvad det er
og jeg ville sige lige præcis
det der står.

Jeg laver min skrift på
hvidt papir gult papir sort
papir som om det gør nogen
forskel som om vi kaster os i
grams for symbolik og farvelære.

Og den sten
der ligger midt på vejen og vi ved
nogen har lagt den der
eller den er trillet derhen
fordi en sommefugl blafrede.

Dine hænder er som sten der taler med sig selv

Din stemme er som jazz i Paris
det Paris vi kender allesammen det
Paris hvor konerne hænger tøj op
på balkonen hver gang turister
kommer forbi
som på kommando som i
film
det Paris.

Og den jazz hvor unge mænd
og gamle
står sammen på scenen og spiller
improviserende og publikum lytter
og man stadig må ryge indenfor.

Til det ærede og imponerende omfangsrige publikum skal det nævnes at de to deltagende har truffet en gentlemanaftale om at skide højt og flot på de 19 stillede opgaver.

Et citatdigt til F.P. Jac

Imellem dine linier var tidevandet
og til sidst ville dit sprog på togt igen
et arret ansigt på Café Victor
et kollektiv af uro
du vaklede verden hele tiden.

Der aldrig kun
én tone i stemmen og der er
aldrig kun én linie i hendes
ansigter.

dy
dy dy
dy dy
dy dy
ingggg ingggg
dum ingggg dum ingggg
duk duk duk
duk duk duk
schingggg
duk duk duk
duk duk duk
schingggg
sgyk sjuk skuk
nukke dåk duk
kuk lup

Vi lader sandet forflyve
fra vores egen lydskrift

Carmen er fra en anden by
hun ringer og fortæller mig
at jeg skal tage telefonen
hvad mener du
hun presser brysterne mod røret
kan du hører mig bedre nu
jeg går mellem fuglebure og
knipser for at holde mig til
selvfølgelig er signalet tydligere
jeg kan høre vejrtrækning
sno sig gennem lungerne
hvad mener du
det er så uskylidgt:
Carmen nyder at holde
sig i form, jeg nyder at
bære hendes bryster gennem
røret.

Liniernes grundvand er
afskumssyre.

Onde tunger, unge tunger, tunge tunge
man skal ikke lade sig drive rundt
ved sin læser. man skal ikke lade sig
sidde fast i gamle ord. man skal ikke

man skal ikke.

du kan
kigge uforstående på ordnene
som hunden. jeg er min hund.
men man skal ikke drive
gæk med peter for peter
han er som
en der jonglerer med øjne og
ser med dem alle hurra for
peter på en gang hurra for
peter for alle øjnene
på en gang.

Og pludselig var jeg gåden
ingen kunne forstå
men de billeder
kunne jeg ikke gå ind i de
farver kunne jeg ikke bruge.

Det skal gå fra venstre mod højre
jeg skal sidde der
og høre på manden
der fortæller mig ting som
det er som vaklen op af vandet
det er som skyer presset op ad bjerge
det er som håbet om en nat
med underkølet regn.

Det kan skyldes de poser
jeg har over hovedet eller
det lys jeg sidder under.
Et hav ligger bag mig
og man kan ikke sejle
på land. Man kan ikke
ro i sin sjæl.