Hr. Samuel var trukket i det fine tøj og rakte sin hånd frem for at hilse på præsten. Tidligere på ugen havde han, i et svagt øjeblik, forgrebet sig på præstens lille Emilie. "Hvis din røv var en propel ville vi ikke komme nogle vegne" havde han sagt til hende og gjort hende gravid. Han havde gentaget ordene ved flere lejligheder, både i selskab med hende og når han traskede hjem til sin lejlighed i Rue de Caustin. Han havde sågar mumlet det under en operaforstilling, og en enkelt gang under en bordbøn. Han var som besat af denne tvivlsomme vending. Derfor ender historien allerede inden han får trykket præsten i hånden. Hr. Samuel er tydeligvis ikke i stand til at føre nogen som helst form for intelligent samtale. Han er rystet. Der er ingen grund til at ydmyge ham yderligere. Lad os give ham et øjebliks ro.

I WANT IT ALL brøler den gamle sømand, da han træder ind på værthuset, og alle - inklusiv en lille flok drenge på tretten år, der har sneget sig til at låne deres storebrødre ID - kigger forskrækket på den blå dragt og den blå sailorhat med det sorte bånd. Manden skråler og knalder den ene dreng i hovedet med sin stok, hvorefter han griber træben og bruger det til at true servitricen til at give ham "den største fadøl, han nogensinde har set."

Fra André Daumal Bobins Sømandsromanen.

Det er altid så nemt
at sige noget og mene
noget andet. Det er
langt sværere at sige
noget
og mene
noget andet.

Fiktioner der hober sig
langsomt op alt går
langsomt her sent på
aftenen, timerne
tager dagens parti
og taler langsommere
og mere utydeligt. Timerne
er hvad de gør og han
spiser bare timerne
grådigt og spiser de
grådige timer der er
helt drivende af gråd
og grød hans digt bliver
til grød som gøder, det
kunne være så smukt
hvis et digt kunne gøde.
Noget som helst. Men digte
de kan ikke gøde. De kan kun.
Strække sig mens de vågner.

(/&At Keops ikke kendte til
voldtægterne kan ikke
undre nogen. H////an blev båret rundt
[{{{{ langt fra stenbruddet ??
........:::::::::::::::::af de mest trofaste
slaver |> skulle det ske at
o O skrigene nåede helt over til
paladset, fik en af hans livvagter ¨¨¨¨
^^^^^^pludselig en højrøstet hikken
____eller et voldsomt hosteanfald. ******

Mine fødder går i samme retning som min mave.

En moralsk historie.

Rolleliste:

En trehundrede kilo-tung gris med tre ben (til sidst i historien)
En vaskebjørn
Frank

* * *

Frank: Hvad satan, sidder I nu der igen?
Vaskebjørn og gris i kor: Ja, det gør vi da. Vi kan så godt lide det, jo.
Frank: Jamen så lad mig da sidde hos jer.
[Frank sætter sig]
Frank: Så I TV-Avisen her til aften, de havde et indslag om alt det skyderi ovre i København?
Grisen: Ja. Ja, det så jeg godt, ja.
Vaskebjørnen: Ja, ved du hvad, jeg siger dig du, de sagde at det var relateret!
Frank: Nå, sagde de det, jeg hørte det slet ikke, jeg sad jo lige og skulle holde styr på seks ristede hotdogs på samme tid.
[Grisen slår i bordet og rejser sig ophidset op.]
Grisen: Ahva' for noget!?
Vaskebjørnen: Slap nu af, gamle, du kender jo Frank for fa'en. Det er jo ikke dig, han har noget imod.
Grisen: Vil du have, at jeg bare skal ignorere at mine artsfæller bliver stoppet ned i deres egen tarm kun for at blive fortærret af debile, bebrillede, møgbelortede bistandsnassesvin?!
[Frank tager langsomt brillerne af og kigger Grisen i øjnene.]
Frank: Du kan tale til mig, hvis du vil mig noget.
[I samme øjeblik griber grisen fat om sit ene ben, flår det af og med rødsprængte øjne går han langsomt rundt om bordet og stiller sig ved siden af Frank.]
Frank: Hov, du! Hva' sata...
[Grisen griber Frank løfter Frank og tager hans plads. Han lægger Frank over benene og mens vaskebjørnen desperat forsøger at dæmpe gemytterne trækker Grisen Franks bukser ned og kanonerer det afrevne grisseben halvanden meter op i endetarmen på ham.]
Grisen: Kan du lide, at blive stoppet med gris, kan du lide at blive stoppet med gris i din tarm, hva', kan du?

Frank kalder mig en Dan Turéll-wannabe.
Jeg raser.

Det er en hund
en meget meget træt hund
ved navn Nellie
den slæber sig hen til grammofonen
og starter musikken
så danser Nellie
"Bounce bounce, do the doggy bounce"
hyler det ud af anlægget
og Nellies mascara
kunne godt trænge til
en opstramning.

Røgen forstemmer mig
i en stemning af
frost. Hvis jorden
bare er en sten i
rummet man kan
kigge på, så er jeg
en kæmpe candyfloss
man kan kigge på.

Hendes øjne er som rubiner
og som safran og køleskabe
i Sahara og som ild i himlen
og is i helvede og undalater
hos en farmor man aldrig har
mødt og som lijler og pinjekerner
i mad man ellers ikke kan lide
og rosenrøde buske bruser
overstadigt gennem kjolerne
hun har på når hun bevæger sig
når hun bevæger sig ser man
huden gennem stoffet og
stoffet er huden hendes øjne
ér som en rabiner, gammel og
vissen og så skide kloge er de
de øjne. Og gennem kjolerne
ser man hendes øjne, ser man
en rabiner, der har klædt sig ud.

En kvinde, som er blevet skambidt i sit knæ af et vildløbent får. Hun mener, det er højst upassende.

Maxim Tsigalko sad i græsset og lagde hovedet lidt på skrå. Han holdt sine støvler op til øret. Var der ikke en lyd? Han tog dem på og gik lidt tøvende rundt på grøntværen. Han løftede det ene ben og satte det så igen. Jo, nu var den der igen. En sagte mumlen fra venstre støvlesnude. Han satte sig ned igen og trak støvlen af. Han trak på skuldrene og sprugte så ligeud "Er der nogen der... snakker i min støvle?". Der blev helt stille et øjeblik. Så lød der en spinkel stemme: "Det er der, ja."
Det var ligegodt satans, tænkte han.
Så tog han støvlerne på igen og begav sig ind i omklædningsrummet.

Skitse til fortælling:

En mand tager til Dublin. Vi ved ikke andet om manden, end at han selvfølgelig er forfatter. På en bar møder han en mand, som han diskuterer politik med indtil det øjeblik, hvor manden råber "showtime!" og en kronhjort træder ind ad døren og ryder det nærmeste bord med sit gevir, før den brøler og siger: "Her er slatter og kusser nok til mig! Her skal min blomst brænde ud!"
Herfra er manden perpleks og hans rejse i Dublin udvikler sig til en dyrefarce. Han møder blandt andet en and, der fortæller hvordan den blev dumbet til castingen til Animal Farm og en elg, der raser over priserne på reservatpladser nutildags. En dag vågner manden op ved siden af en ung kvinde med lyst, bølget hår og en lækker lejlighed. Hun taler frank og læser Camus til morgenmaden, mens manden forsøger at få hold på situationen, men idet hun forsvinder ud af døren for at "gå på arbejde" begynder mandens lemmer at forvandle sig. Han får et ben fra en myre og et næb fra en grib. Til sidst må han flyve hjem til Danmark på sin ene mågevinge.

Hr. Samuel stod og nuldrede sit overskæg eftertænksomt. Han havde netop nu, i dette for forfatteren helt kritiske øjeblik hvor helten - altså Hr. Samuel - skulle møde sin tilkomne på havnen i Le Havre og sejle til Storbritannien for at starte et nyt liv, fået en helt ubærlige lyst til pandekager. Han begav sig derfor fluks ud af historiens centrum og fandt sig en biks der solgte pandekager og en dejlig hjemmelavet dram. Her lod han skægget vokse sig stort og slog han sig til tåls med en ganske fornøjelig birolle som brændevinsdranker med forstand på livets glæder.

Jeg skulle aldrig
have startet med
jer.

Jeg skulle have
passet mine
egne bede og
ladet jer sejle.

I jeres egne
søer.

De bevægelser
jeg foretager mig
minder under
alle omstændigheder
meget.

Om bede.

Det er måske
fordi det er det
forkerte spildevand

Der løber gennem
dem eller det
forkerte mørke
der sænker sig.

Giv mig en æstetik
I ikke har drøvtygget
til lort, giv mig
en lort.

Det er måske fordi
jeg beder forkert
om de forkerte
ting. Eller om det
forkerte mørke.

Jeg drøvtygger
en lort til æstetik. Og
det er ikke det
samme som
mørke eller
vand.

Robinson Crusoe var, som den eneste mand på øen, ret så ensom.

Der kravler ål i mine
arme og lægerne kan
ikke få styr på denne
kanyleblå dag der
summer så langsomt
igennem dem.

There's truth in everything
there's truth in lies
with all this knowlegde, well
I think I'm gonna be wise.

Eels

Jeg har aldrig skrevet et digt
kun to linjer.

Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt

Salt

Som hvis de havde haft haler opførte de en dans til ære for Dronng Latifa mens hun kiggede på og kedede sig til døde i den storetronsal, som var blevet opført i middelalderen af en bygherre tres kilometer uden for byen for derefter at blive transporteret på træstammer af svedende slaver til dens nuværende placering, hvor der før havde ligget et bordel med kunder fra de rige samfundlag, og netop disse kunder var altså dem, som nu opførte dette stykke, der kedede Dronning Latifa til døde.

Jeg var fulgt efter jeg var fulgt efter jeg var fulgt efter pakken i hendes vinterfrakke helt dækket af røde skærfter og så deres små hoveder fastspændt for ikke at falde over i sneen og jeg vendte om og Michael du ville skvatte og gøre vinden ligeså smuk som blårbær i en sommerdrik.

Forestil dig!
sagde den syvplettede hjort
at en ræv løber rundt
mellem dine ben
og at når åen løber
ud i havet bliver den
et øje der stirrer
smertefuldt evigt på himlen.

Eventyret ligger altid på lur bag den næste skridtbeskytter. Jamen det sagde hun altså. Tror du mig ikke? Så prøv at lukke øjnene. Læn dig en smule tilbage i stolen. Sådan ja. Grib nu med venstre hånd om din hals (hvis du ikke kan læse dette, så åbn øjnene en smule). Klem til. Lidt mere, kom så. Kan du mærke det, man bliver ligesom lidt fortumlet? Godt så. Løsn nu grebet en smule og lad din hånd glide langsomt ned. Lad den hvile et øjeblik ved dit bryst. Det er rart, ikke? Lad herefter hånden ned forbi maven og læg mærke til den krøllede kønsbehåring. Det er dejlig, hva'? Du rødmer vist. Det gør ikke noget. Sig så: "Eventyret ligger altid på lur bag den næste skridtbeskytter". Ja, sig det så, gerne med lidt rusten klang. Gør eventuelt din stemme en anelse dybere. Kom så Karen. SIG DET SÅ. SIG DET. NU. RÅB DET, KAREN, DIN SKØRE GÅS. RÅB DET UD OVER HUSTAGENE! EVENTYRET LIGGER ALTID PÅ LUR BAG DEN NÆSTE SKRIDTBESKYTTER, AHHHHH HAHAHAH. Og kig så ned ad dig selv. Jamen hvad er det? Er det.... en skridtbeskytter mellem dine ben. Ja det er. Den er til dig.

Ugedagene forstummer mellem
mere uforstålige billeder end i
morgen. Det er altsammen
faldet der er vendt om og
gulvet er blåt og har
vendt det hvide ud af
øjnene.

Farverne favnede farmor i skysovs. Da jeg var lille fortalte min mor mig, at hun havde gået til gymnastik i tidernes morgen. Jeg forestillede mig røg og damp og en urmose. Og da min farmor sagde til far, at han var dagens mand i skysovs forestillede jeg mig min far svæve i hvide skyer, men jeg fik at vide, at man faktisk bare mente, at han svømmede rundt i brun, stiv skysovs.

Jeg er her
og musikken er her
så enkelt er det.

Purpur påfuglssove
sig langt ind i
farverne. Det er
klassisk at se en
lyd eller høre en
farve.
Gryende bare
gryne sig op
om morgenen
med musik og
lure sig selv
i ansigtet i
spejlet om morgenen.

"Jeg råbte "hey mand, hvad fanden laver du ved min skrivemaskine", men han vidste jo godt, at jeg var en idiot, så han smilede og vinkede bare til mig. Jeg kiggede rundt på de andre, og de hævede skuldrene. For at sige "Tjah," du ved, ikke?"
"Og hvad skete der så?"
"Altså, bagefter skrev jeg meget bedre, ikke."

Man bliver blind af at spille kronhjort.

Kronhjorten er et meget sky dyr, som endnu ikke findes på Fyn. Den har en fantastisk evne til at tilpasse sig i de forhold som mennesket byder den. I fremtiden vil kronhjorten derfor også være at finde på Fyn, i takt med civiliserede parringsfaciliteter bliver udbredt. Alt dette forudsætter imidlertid, at der genudsættes kronvildt, da det ikke er sandsynligt, at de jyske dyr selv finder på at gå over Lillebæltsbroen. Dette kan ikke vides med sikkerhed. Men det gør det.

"Vi" er altid de andre
for som du ved
er ordet
ikke altid
hvad det siger.

Altså. F.eks. kan en kronhjort leve af nudler og frosne tyttebær. Det vides med sikkerhed. Der findes dog et vist antal hvide kronhjorte, som ikke er albinoer. Men hvad er de så? Det vides ikke med sikkerhed.

Sådan trompeterende
gik jeg gennem kronhjortens have
mens jeg kiggede til skiftevis
til den ene side
og så til den anden jeg
hujede mig gennem og det
ér mig der får græsset til at gro.

Det er en tand som gror ud af en tand som gror ud og er en gren som gror ind i munden igen og bliver pisse irriterende.

Grønt i brunt
dyrenes svimlende
Judas
var moderne
var noderne

lutter rødt over
øjnene, en hinde
naturens forrædderi

sådan ridder jeg
solen som et
langsomt instrument
lige ind i min
kælder, mine
lyster

og alt det der.

Din røv er Marens tandløse smil.

Din røv er et jysk smil.

Da hr. Samuel på ingen måde kunne finde en vej rundt om æslet besluttede han sig for at skære det midt over. Det var en af den slags film man ser på toilettet med den ene hånd gemt i bukserne. Man lytter nøje efter. Joh, nu er de vist på vej i seng. Man lytter efter i et par minutter. Så lader man hr. Samuel fortsætte sin udåd.

For vi er Ingentings mestre
javel. Bare ord, mørkefolder vi
os langsomt ud i billeder
der maler sig selv
over igen og igen,

På vej mod det
toogtyvende år
hudsveder jeg
hundens hår på
min egen laurbærkræns,

Jeg ville
ønske jeg
kunne gro som
en gren der
gror ud af en
anden og
kalde mig selv
for navne
folk ikke kunne
forstå og jeg
ville ønske jeg
kunne se den
film med hende
én gang til
til tonerne af
Für Elise ville
jeg lægge armene
rundt om hendes
torso og
ønske hende
levende igen.

April. Underbid. Det er
for at giv dig mod
javel.

Din barndom splatter ud
i et par træsko
ved midnat.

Jeg vågner ved en grådig latter
det viser sig at være præstens datter.

GRR GRR GRR
sagde den store
hjort indtil nogen
fortalte den at
den var en hjort.

"Kast nu bare den guldfisk herover," råbte Sanne, så hendes hovede blev helt lyserødt. Jeg stoppede den hurtigt ned i mine bukser og satte i løb udover marken.

Guld og sølv og blå og klump og
ulyst, han beskriver ord og syner og
er han ikke på vej kan han komme det
lad mig sætte ham af på en vej
her er en vej, han er sat
midt på bjerget.

Da en jublende hat den morgen i April kastede sin kærlighed i grams, var der få der vidste, hvad netop denne tilsyneladende ubetydelige handling skulle få af konsekvenser. Først tredive år senere, da den tyske hertuginde von Schmecherberg gravede en krages krop ned i den frosne jord, så kun de fortvivlede hovede stak op, gik det op for folk, hvad der var sket. Ikke at det er gået op for mig endnu.

Man kan kigge ind
det er klart
man kan sige som
en bi, det er givet
at man kan sige som en bi
og flyve lige i fjæset på
en gorilla, man kan
ja man kan altså
have hjemme i en stilhed
og hører en guldsmed på lang
afstand. Det er sandt, nej
det er sandet til
og ikke særligt smukt.

Se jeg holder fast
i vandets kant.

Og morgenen
er kvasiblå.

Og badende
elge.

Og tal nu bare
de ord der er
sandet.

Din røv er et tysk missil
ja præcis
er den sgu ikke
den skriger ABER DOCH og
rammer ved siden af stolen
så du går i brædderne med
et hyl.

Hvis vi stiller os nok
på træer kan vi se
os selv i film
vi har set. Hummerhaler
viftende fra kronen af
et vissent kongetræ som
en hjort har pisset på.