Jeg skejede ud på en grønlænder
der sad med tunge gardiner
for øjnene, hun tog blot min
hånd og talte til min fornuft
du skal drikke for os begge
sagde hun, og himlen faldt som
et hvidt klæde der presser
liget tilbage i kisten.

Som om virkeligheden
ikke var et tegn som om
papiret nogensinde var tomt.

Der findes dræbere
der druknes mens man
dadler dem.

Hvis man går tur
i provinsen sent
om aftenen bliver det
smerteligt klart at
vinduer er firkantede
og sorte indefra
og hvide udefra.

Der findes digte
der dør hvis man
læser dem.

Dine maritime medikamenter
skumsprøjter tit hele verden til
med fuldfede gæs og gyldne
sole der bløder ud
til lyden af vingeslag
og intravenøs
bølgebrus.

Bag døren til toilettet
hører jeg som ventet
ekkoet af en and, der
protesterer mod kabelkatte.

Hun ligger forgabt på sofaen
hun strækker sine arme
over sit hoved og lukker øjnene
og jeg ser på hende i sofaen.
Jeg ser på hende og jeg ser
på sofaen og hendes ansigt
folder sig ud og trommerne
sætter ind, for første gang,
med et drivende beat og hun
rejser sig op og gnider sine
øjne. Hun griber ud efter dynen
og går ind i seng. Trommerne
ender i et klingende bækken
og bassen sætter ind, jeg
glemmer mig og glemmer
hende og forsvinder.

Hun er smuk når
hun holder sig
på lang afstand
kan jeg høre
hendes stemmer er
smurt med kaffe
og skoldet af solen
hvis jeg står
af drømmen nu
bliver det hele poppet
kollaps af hidsighed
og fagter.

For enden af parken
ligger et hospital og nogle gange
kan man være heldig at en af dem
går tur i parken, at en af dem
har hjelm på og insisterer på
at sove i en indkøbsvogn. Man
kan se på deres øjne når det er
rigtig slemt, når de ikke mere
kan mødes i et normalt ord
når de er avanceret til at bruge
lyde og fagter af hidsighed når
de er kollapset i deres egne
verdener og underlige haver
og man kan være heldig at
pludselig skifter parken karakter
og man får øje på en sød
sygeplejerske der går og
holder én i hånden.

I sidste ende er det hele
alligevel bare pop og nu

vi er stadig ikke ældre.

Vi er stadig ikke
længere væk end
at vi kan se hinanden
når vi står på tæer.

For enden af parken står
en indkøbsvogn med syltet
håndtag og livet kramper
sammen i kulsejlede
kalciumståger
det er en ussel frygt for
kreaturer der holder os
fra at bære rødt, det er
en kogt hummer der
lokker os over for grønt.

Hvis en vis viis ville
sige "Sigurd" rigtig
sirligt kunne det blive
ligesom da Lissy listede
Line med op på værelset
for at kissemisse.

Vi kan aldrig tale
stille nok så vi dæmper
vores stemmer og
læner os ind over
bordet og hvis man
bruger et forstørrelsesglas
kan man se at vi kysser.

Lars er en skidelækker lyd
som kun et flerstemmigt
tyrolerkor kan frembringe
en søndag morgen jeg går
i bjergene hører jeg lars fra
en beværtning og tænder
lyset. I et hjørne står
fem buskede mænd i lederhosen
og udstøder lars
mens de bakker på en
merskumspibe.

Og hvis stilheden kunne tale ville vi være mere stille.

Og hvis du og musikken og natten
og hvis ingen andre end dig selv
og hvis den underlige kat ville kigge væk
og hvis uforløste digte
og hvis uforlæste digte
og hvis blikket faldt på et tørt sted.

herefter stak drengene af, de

hjulede ned ad skrænten, og

hvis jeg ikke havde spændt ben

for den sidste, så var de stadig

i live.

(som hvis luften blev
sunget ud af lungerne/som hvis
Sisyfos havde tabt et skridt)

Hvis sommerfugle kunne synge
ville de kun synge inde i byerne
og kun ved ganske særlige tilfælde
og ved togskinder. De ville
synge når togene kom forbi
og et menneske kiggede gennem
ruden så det menneske
ville tænke "så jeg lige
en sommerfugl synge?" og
sommerfuglene ville grine
deres røve i laser.