Jeg skejede ud på en grønlænder
der sad med tunge gardiner
for øjnene, hun tog blot min
hånd og talte til min fornuft
du skal drikke for os begge
sagde hun, og himlen faldt som
et hvidt klæde der presser
liget tilbage i kisten.

Som om virkeligheden
ikke var et tegn som om
papiret nogensinde var tomt.

Der findes dræbere
der druknes mens man
dadler dem.

Hvis man går tur
i provinsen sent
om aftenen bliver det
smerteligt klart at
vinduer er firkantede
og sorte indefra
og hvide udefra.

Der findes digte
der dør hvis man
læser dem.

Dine maritime medikamenter
skumsprøjter tit hele verden til
med fuldfede gæs og gyldne
sole der bløder ud
til lyden af vingeslag
og intravenøs
bølgebrus.

Bag døren til toilettet
hører jeg som ventet
ekkoet af en and, der
protesterer mod kabelkatte.

Hun ligger forgabt på sofaen
hun strækker sine arme
over sit hoved og lukker øjnene
og jeg ser på hende i sofaen.
Jeg ser på hende og jeg ser
på sofaen og hendes ansigt
folder sig ud og trommerne
sætter ind, for første gang,
med et drivende beat og hun
rejser sig op og gnider sine
øjne. Hun griber ud efter dynen
og går ind i seng. Trommerne
ender i et klingende bækken
og bassen sætter ind, jeg
glemmer mig og glemmer
hende og forsvinder.

Hun er smuk når
hun holder sig
på lang afstand
kan jeg høre
hendes stemmer er
smurt med kaffe
og skoldet af solen
hvis jeg står
af drømmen nu
bliver det hele poppet
kollaps af hidsighed
og fagter.

For enden af parken
ligger et hospital og nogle gange
kan man være heldig at en af dem
går tur i parken, at en af dem
har hjelm på og insisterer på
at sove i en indkøbsvogn. Man
kan se på deres øjne når det er
rigtig slemt, når de ikke mere
kan mødes i et normalt ord
når de er avanceret til at bruge
lyde og fagter af hidsighed når
de er kollapset i deres egne
verdener og underlige haver
og man kan være heldig at
pludselig skifter parken karakter
og man får øje på en sød
sygeplejerske der går og
holder én i hånden.

I sidste ende er det hele
alligevel bare pop og nu

vi er stadig ikke ældre.

Vi er stadig ikke
længere væk end
at vi kan se hinanden
når vi står på tæer.

For enden af parken står
en indkøbsvogn med syltet
håndtag og livet kramper
sammen i kulsejlede
kalciumståger
det er en ussel frygt for
kreaturer der holder os
fra at bære rødt, det er
en kogt hummer der
lokker os over for grønt.

Hvis en vis viis ville
sige "Sigurd" rigtig
sirligt kunne det blive
ligesom da Lissy listede
Line med op på værelset
for at kissemisse.

Vi kan aldrig tale
stille nok så vi dæmper
vores stemmer og
læner os ind over
bordet og hvis man
bruger et forstørrelsesglas
kan man se at vi kysser.

Lars er en skidelækker lyd
som kun et flerstemmigt
tyrolerkor kan frembringe
en søndag morgen jeg går
i bjergene hører jeg lars fra
en beværtning og tænder
lyset. I et hjørne står
fem buskede mænd i lederhosen
og udstøder lars
mens de bakker på en
merskumspibe.

Og hvis stilheden kunne tale ville vi være mere stille.

Og hvis du og musikken og natten
og hvis ingen andre end dig selv
og hvis den underlige kat ville kigge væk
og hvis uforløste digte
og hvis uforlæste digte
og hvis blikket faldt på et tørt sted.

herefter stak drengene af, de

hjulede ned ad skrænten, og

hvis jeg ikke havde spændt ben

for den sidste, så var de stadig

i live.

(som hvis luften blev
sunget ud af lungerne/som hvis
Sisyfos havde tabt et skridt)

Hvis sommerfugle kunne synge
ville de kun synge inde i byerne
og kun ved ganske særlige tilfælde
og ved togskinder. De ville
synge når togene kom forbi
og et menneske kiggede gennem
ruden så det menneske
ville tænke "så jeg lige
en sommerfugl synge?" og
sommerfuglene ville grine
deres røve i laser.

I proceduren fremhæver
kaffeproducenten at
offeret ikke brød sig om
gurglelyde og derfor
tog livet af sig selv
i skolhed beruselse.

Hvad brugte du,
spurgte juryen.
Fantasien, svarede han.

Ole Birk Olesen
kan ikke lide kunst
fordi det ikke
siger noget men
bare siger noget.
Man skal passe på
hvad man siger.

Man forstår verden
som man forstår kaffe.

K. gik op ad bjerget
han blev gift med
Sisyfos på en rullende
regnvejrsdag i sten.
Og sådan er der jo
så meget.

Han sætter en strømfyldt
rugekasse op og hører
fuglene skrige.

They say I'm mental
because I'm not amused

Han siger at han er
alletiders største kraftidiot
men han har gemt det bedste
til sidst: et snavset fotografi
af en tyrolerbande
der hærgede mændenes tankegang
op gennem halvfjerdserne
jeg stiller mig ud på altanen
og skriger af bare
liderlighed
fem gungrende gurglelyde
returnerer for at
rulle mig med.

havets buldren
de inderligste venskabers
underklang af jeg
gennem et vi og
skovenes blade bliver
til bøger som vi spiser
det er altsammen
tilværelsets måske
i en langsom basgang.

I kildevældsparken
spankulerede han rundt.
Da hans kone ventede
Solveig kom det over
ham igen, men hun gik
aldrig i dampbad mere
så han tænkte på sin
sekretær (altså, den forrige!)
og faldt i søvn med
skinger hyletone knappet
fast til et slips.

Menelitu
skal jeg skrive
for at få lov til at
skrive det var dog
vældig irriterende her
i fartens øjeblik at skulle
standse op og kigge på fremmede
ord.

Han lister fingeren ned
i flasken og håber
ingen har set det
(hvor skulle han håbe
hvis ikke i skoven).

haves gange
ønskes klarhed

De vender sig om
for at se manden i røde tern
det er sgu for skrapt, det
er kvinden ved klaveret
som han husker undenom
sidst han forgabte sig
i hendes kæber og vedhæng
var på Korsika
hun havde alt på, bare
ikke komfuret.

hun kunne tale så ufuldendt
når vi sad der ved springvandet
hvor min haves gange mødtes
i en runddel og hun knappede
den øverste knap og skuttede sig.

her bliver pludselig så koldt
kunne hun sige og kigge sig
omkring som om hun kunne
se kulden nærme sig.

så kunne jeg føre min hånd op
til hendes hår og lade den hvile
på krøllerne mens kulden
nærmede sig jeg kunne sige

lad os spise hinandens varme
grad for grad.

din vingeskudte stolthed
kommer ikke bag på mig
den fortaber sig i sin egen
forgabelse som du var
forgabt i dine kæber.

Åh sådan et aflangt
brød med mangel på
skriveskåren skildpaddehus, det
fylder sådan op i carporten
når du tager din nældefeber
med hjem. Jeg beder ikke
om meget, jeg smager
mest af havudsigt og
vingeskudte servietter
nætter som denne er til
galskab i alle huller.

Et strømfyldt tæppe

og en ætsende majsmark af andre ord end dem vi er vant til og netop havde vænnet os til kommunale udsigtsplaner og indsigtsplaner af mere gylden karat under mine fødder inde i en røg ser vi hinanden i øjnene lidt for længe sådan som der står at man skal sådan som man skal i røgfyldte lokaler med strømfyldte tæpper der tvinger os til at danse og det er ikke en dødedans selvom det ser sådan ud og selvom det ville være så let at kalde det det det ligner iturevner i væggene overalt og langsomt bryder de sammen og efterlader os på herrens mark i en øde kakofoni så man skal bruge sine sanser bare for at mærke luften kan

Jeg river hapsebarken ud
af dine sætninger og smørrer
tykt på. Der er ord jeg
prøver at slippe uden om
plantetante frostindivid og
en fodgorilla slår sig på
brystet når den ikke
bliver brugt, jeg sniger mig
i sprogkroge og trevler
lidt af forstanden op, smider
strømfyldte tæpper på
ordbålet og kålormen sniger
sig ind på et 3d truthorn og
klemmer til.

Ingen kan gå alene

men på en rolig mandag
går det nok.

Jeg eksporterer mig selv
til Sibiriens langsomme
åndedræt og jordens gyngen
minder mig om røg.
Hvad skulle vi sejle i
hvis ikke evigheden.

Jeg råber så højt
at selv ozonlaget
ryster. Som om
kommaer var noget
for mig.
Hvor skulle vi råbe
hvis ikke i skoven.

Du dør ikke af
at sejle ind i mig, men
du splintres som en tand
på et blåsejlet
gulv.

Mit søkort er skrevet
på bagsiden af en
opskyllet and, på altanen
har vi snakket om forgabelse
og et flækket ansigt
synger for os når vi
drømmer for langt.
I bussen stirrer folk
blankt, når vi spørger
hvilken vej havet vender.

En hummersuppearabesk

Som jeg sejler i den
suppe forekommer det mig
at tiden er som væske eller
at væsken er som
en druknet mus med
åbne øjne. Øjne man kan
spejle sig i og øjne
der uophørligt
åbner og lukker sig
længe efter døden.

Døden kan sejle
ligesom alt muligt andet
kan sejle. Alting kan
sejle og så er man virkelig
på den. Suppen kan
sejle og sejles i eller man kan
sejle i ord.

Man kan have døde øjne
uden at være død fx eller
man kan drukne uden
at være en mus.

Havet -
tristhed eller
uendelighed
der danser.

Det er blåhedens mangelvare
at den aldrig kommer når man
kalder på den.

Rabundus er det ord
gråænder bruger når
de har ramt bunden i
en ordentlig kaffebrandert.

Selvfølgelig taler vi også om døden
når du siger at du håber vi bliver gamle
sammen og at vi får et hus.

Og min kærlighed står ret op ned
midt i stuen men altid til tiden
og aldrig i tide.

Under glemslen ligger kedsomheden
og under kedsomheden
ligger et blåt ansigt og flækker af grin.

Jeg har lige sat
dobbeltraketter på min
indkøbsvogn, men jeg
fanger aldrig den
tunede laks.

Kan kaffen se sit eget mønster
alle disse kaskader og vi
lader bare den fugl forflyve
i mellemtiden og imellem tiden
som et ord der dukker op
mellem siderne og skær sig
ud gennem papiret.

Og bagved vandet svæver
en rygbrødsravn med
fetabryst.

Nu venter vi bare på
at værten smider
jakken så vi kan
tale mere frit og mere
forundret om livet.
Mere underligt og mere
hurtigt.

Som en hund
der løber i søvne
og vågner og
løber ind i en
væg.

(hun er i tvivl om udødeligheden
er noget der kan vaskes af.)

)om man kan gå igennem
lyd på samme måde
som en mur(

//For eksemple kan man
lave uldsokker af
hendes ord\\

===lapsus memoriae
serveret som småkager
(et sølvfad glider ind på bordet(........)
stuepigen takker af,,)
herefter en del mindre
ord (eks. py, ra, mi, de)
at tærre på.
Men tænker man sig
om natten er Keops
fanget i glemslen og stirrer
i vantro på sin pyramide
(hvad er det De siger, skal
jeg ligge død derinde?)
___._
__....._
_.........._
::::::::::::::

(memento mori)

Tegningerne
har man forlagt bag
slavernes stenhuggeri
[' ']
[' ]
småkagerne har givet
en ulden smag i munden,
Keops har glemt at
sin alt for tidlige
død.

Hvis det bare var ord
på en lydløs bund. På en
havbund eller på en
hovedbund. På en
blæsende dag i håret eller
på en blankpoleret isse.
Nudigte og førdigte og
vilblivedigte lægger sig
i lag på papiret. Men jeg
vil ikke være et spejl jeg
vil hellere være alt.

Det er ikke bare det
at jeg venter det. Det
er det at jeg venter
at jeg venter det.
Digte som mælketænder
og digte som hoveder.
Digte som poetens hoved
Højholts mælketænder.

hun red på pulsens krusninger
gennem gaden gennem
øjet gennem vandet og jeg
ønsker mig en stjerne
jeg kan stikke ild i og et
mørke jeg kan dø i.

Der er en frankofil
i mine bukser
her til aften og han
trækker i snore
og får mig til at sige
ting som
je suis moi
eller
bonjour, Madame
på en måde så
hele bussen kigger
på os når vi kører
hen ad ringgaden.

Det er så smukt i Paris
når fiskene springer
Jeg siger det er så smukt
i Paris når fiskene springer
på hinanden og korpulerer
hen ad brosten
Jeg siger det er så smukt
i Paris når fiskene springer
ud fra en blank altan
for at sige farvel til en elskerinde
Jeg siger det er så smukt
i Paris når fiskene springer
ind i en rundkreds af katte
og råber voldtægt
Jeg siger det er så smukt
i Paris når fiskene springer
over for rødt for at se
hinandens sorg.

Det blå vanvid
er at gå i
knastørre
Paris
og samle
piger op.

Jeg vil bo i mine syner

et klap og
havet gav mig fred
stilheden
drager raslende
forbi i en
overset hvidhed.

Jeg har dynamit i
benene, sveskemor, syrer af
solbær på vej op gennem
markerne, altid disse
blomster i en kurv
når hun flygter fra
min buldrende nedkørsel
i elefantgræs. Så
diskret når jeg lister
mig ind rytmen, banker
stængelsaften ud af benene
og går ud i en sky af
tørv og silende solskin!

Jeg forlanger af verden
at den går
over for rødt.

Uden tvangsfrihed i
benene. Jeg går ved
Arno på den
højre bred
med blomster i
hånden. Altid
disse blomster
der maler sig
ud i billedet,
i rødt og i
gult, små sole
der diskret går
ned i hver sin
horisont.

Jeg går og drypper
saltvand på dine
grøntsager, det
er ikke særlig pænt
men selv en skidtfisk
kan have en dårlig dag
på kontoret
er chefen begyndte at
spørge mig om der findes
nøgne fisk på nettet, jeg svarer
at jeg ikke har
styr på mine naboer.

For eksempel huse,
der er altid lidt
af det hele, kommen
sammen og kommen
fra i de farver på væggene
der måske
eksploderede derop
med minutiøs præcision.
Liljer i vasen, ikke
at jeg ved
hvordan liljer ser ud
mere at der er "liljer"
i vasen på en blågrøn
blomsterdug når vi sidder
i vand til anklerne
og spiser frokost
midt i maritime meditationer.

Mine skanker er
lyserøde af
torskeblod, dine tanker
min kære er blankpolerede
som en lædersvans med
gamle bukser. Jeg holder af
at sidde i vandkanten og
dumpe indvolde i dit
drikkevand.

Jeg glider ind i et "så"
så hun bedre kan forstå
det blå og det røde
det gule og det sorte,
jeg går hen til et "nu"
så hun bedre kan
se de underlige fisk
der fordriver hinanden,
jeg går ind i et "hus"
så jeg bedre kan se
dem udenfor mit
vindue.

Hun taler så uldent hun
taler så sjældent så
man kan forstå
det.

Du kender ikke Jesus
eller hans delfin Søren,
de går tit tur
ned langs Kattegat og
fisker efter svar:
"Er De monstro konverteret,
kære Krabbekonge, det forekommer
os at De har fået skæg
og har erstatet det gode humør
med salte tårer?"
Men mest af alt holder
de af at pjatte.

Der går mange par
sko rundt i cirkler
og buldrer som lyn
i min havegang
ikke som dengang
vi talte for at tale
med hinanden eller
som nu hvor vi
taler for at tale
med hinanden
men som den gang
hvor vi poppede op
hist og her på skift
som for at sige
jeg følger alle gange
på én gang.

Mine tanker
er lyserøde torsk
skyllet
op på en blank
altan.

Al den snak om
pludselig dødsfald, hvad skal
den til for!

Jeg sover hvor
fiskene har tag.

Det er et simpelt liv, det
er koksgrå is der river
sig fri fra en stavn
javel, og havets tunge
slikker det hele
længere væk.

Mine tanker
er skinnende torsk
skyllet
op på en lyserød
altan.

Jeg er en dreng bygget
kun af laks, som søn
af en advokat må man
lægge ryg til en masse
skæl(d) ud med det
fiskeben og firserhalsbånd!
henne på komoden står
et glas vand og har fået
flere sultne blikke end
en sandet hotdog på en
sommerdag, jeg har
druer i klaser, jeg holder
tangplanter i slebne vaser
jamen det er sandt! Så
hør dog på en der har
vadet i vandkanten
hele sit liv og mediteret
ved tanken om fræsende
bølgeskvulp!

vi svømmer som fisk og
kravler som biller forbi
huse med tage med fugle på.

eller.

man skal krybe
før man kan gå.

eller.

få dig dit eget
fly.

blålys i juledragter
drikker gløg og siver
langsomt ud i
sandet. Og elge
kigger dovent på
før de løber ud
i vandet.

Om lidt starter det