fredag den 9. oktober 2009

der stod alle mulige bogstaver jeg ikke huskede at skrive

(fire timer senere)

jeg har poesipletter på lungerne

Digt med rim men uden ret meget rytme

Jeg kan sidde og blive helt ked af det
når alt det fantastiske er uden for min rækkevidde
og jeg kan se alle de andre le
og sige "kom nu, bare sig det!"

Genialiteten har trange kår
her i min lille gesjæft
det skyldes formentlig mit hår
og min snarrådige kæft.

Der ikke forstår at slå til
når muligheden er der
selvom det er det jeg helst vil
er muligheden altid der og ikke her
I slutningen af ethvert digtmarathon er der ting at sige som fx. håndged fører: håndged fører.
når jeg kigger ud gennem vinduet ser jeg
en specialfremstillet råtobak
som smager af
uovertruffent talent,
den slags jeg aldrig kunne kalde
mit eget.
Men jo mere jeg læner mig forover
jo mere ser jeg hvor højt oppe jeg er, og hvor højt hævet
jeg er over ting
som
eksempelvis
sprog, forståelighed og dybt moderne digtning.
Hvis jeg vender mig om og ser tilbage
bliver digtet så slapt
at det slet ikke kan
trænge ind
Gennem damp gennem ild og saltvand
kommer en kommer to kommer tre saltmand

her dufter af løsslupne hæmninger




(sagde Frank)
Det er koldt om natten
selv i Mexico, Ada står med
en kuffert i hånden og ryster
sneen fra et andet digt
af sine sko

og jeg bedte hende: vær
nu tålmodig
og jeg bedte hende: vær
nu rar
men
tog kommer og går
og Ada ved:
hun er ikke meget
men hun er alt hvad jeg har.
Røvpuler Rolf prøver
at møve sig ind i digtet
det går jo ikke, det der
siger jeg, men Rolf er
langt fra enig:
han har gudsbenådet erfaring
med tranghed og digte.
Lad mig i al beskedenhed nævne de digtere, der for mig personligt har nævnt mig som deres helt:

Inger Christensen, Adda Djørup, John Ashbury, Kenneth Koch, Peter Laugesen, Lars Skinnebach, Rasmus Palle Jepsen, Søren Ulrik Thomsen, Lars Bukdahl, Catullus, Maxim Tsigalko, Poul Borum, Tristan Tzara, Gertrude Stein, Nicole Rødtness, Per Aage Brandt, Arthur Rimbaud, Borges, Charles Baudelaire, Edgar Allan Poe, Walt Whitman, Emil Aarestrup, F.P. Jac, Per Højholt, Martin Christensen, Dante, William Shakespeare.
Sig mig, Martin, var det prosa det der?
Ada er slagter, hun har
sytten knive
Som om vi ikke var litteratur nok
for i aften
Jeg forsøger at tale i digtet, men bliver
hele tiden holdt nede af forfatteren.
Han jagter mig tværs igennem skriften,
og truer mig med at gifte sig med min
søster. Hvis jeg kunne, ville jeg sige ord som
f.eks. gin, marathon og giftig givtig
prosa.
Jeg er født i finansministeriets trøstesløse gange af en mor, der kun ville kendes ved mig som cifre i et regnskab. Den slags tærer på selvtilliden, man kommer til at føle sig som et tal. Nogle gange kan man mærke lysten til at stille sig helt ret, med armene ned langs siden, vride den ene fod 180 grader rundt og gøre sin næse så lang som muligt for at få sillouet som det første tal.
Thus far I find you rather repulsive, may I say that without hurting your feelings?

Fra en roman, jeg aldrig har læst, som hedder The Marathon Man.
Ada flyver hen over landskabet
bladrer ordene igennem

Er det mig? Det der sølle menneske
uden krop og sprog
er det mig der slubrer kaffe
og venter på Den Store Fortæller
som en herreløs hund-

Jeg har ikke rigtig lyst til at svare
og skriver, at Australiens himmel
er gylden i de fleste digte.
Det er latterligt at man skal skrive realistiske romaner for at kunne leve af at skide.

Et spørgsmål af overordentlig vigtighed

Kan musik være ironisk.
Gale mænd skriger af gale solsorte
som skidder i skoven den
gale skov hvor der ligger et galt
hus hvor der bor en gal mand
som tænker gale tanker og
galer med sin hane hver morgen
han er så træt af de gale
mennesker.
Nu går hun til hotellet.
Der er en særlig varme i gaderne denne aften.
Folk sidder ude på de små fortovscaféer, men ingen tør snakke
i dette digt. De drikker espresso.
Kulsort espresso. Hun smiler. Hun smiler denne vej.
Så smiler hun ikke denne vej længere.
I stedet kilder hun sprogets hvem-hvad-hvor.
Hej, hov du, siger jeg
og træder i det samme
ud af det spændende digt
som du læste for to sider siden.

Hvor er det uendeligt banalt og dumt at henvise til et digt som ikke eksisterer, som jeg kun lader som om eksisterer fordi jeg ikke har andet at foretage mig. Jeg burde dele skumgummimaddresser ud til lidende børn i et lidende land. Eller formere mig selv i utallige eksemplarer for bruttonationalproduktets skyld. Eller skide i en skoven og kalde det poesi. Fordi det er så ur-agtigt. Borges er ur-agtig. Inger Christensen er et ur sammen med mig. Jeg forstår mig ikke på kunst. Det er så koket at sige, at man ikke forstår sig på et eller andet. Det er så fucking koket at påpege det kokette i at sige, at man ikke forstår sig på et eller andet. Osv. Jeg hader kunst.
Jeg hører bjælderne på den
lille hests pik og tænker
hvilken munter melodi!

Ada står på verandaen med
koskind om sine skuldre og hader mig
for at være sådan en gris.

Da jeg senere forklarer det med dyrene
er hun lutter kalvekød
og smil!
Hej du, hovmesterklov
stik mig lige en liter nykalket poesi
siger jeg og går ind
i det spændende digt.
jeg er modstander
af modstand
og af det de kalder gængs litteratur
jeg vil hellere, jeg vil meget meget hellere
liste rundt i skoven og tisse i hulerne og
kilde et egern på maven
mens jeg
synger en sang om guld, mens jeg
synger en sang om dengang jeg var
yngre og yngre end alle de andre,
dengang jeg kyssede mig selv på munden
og du måbede og skreg og løb ud gennem
skoven, nøgen og mest af alt
13 år gammel

Udsagn

Jeg er en hvid mand på 21 år i år 2009.
Jeg hører til den mest priviligerede gruppe af mennesker der nogensinde har eksisteret.
Jeg skriver digte som ikke handler om at høre til den mest priviligerede gruppe af mennesker der nogensinde har eksisteret.
Digte kan ikke bruges til noget som helst.
(Jeg patter en stribet kalv og kalder det koesi.)
Jeg hverdagsvandrer
gennem en by der ikke kender mig endnu
en glæde der spreder sig udover min krop

Kollektivt griner vi af glædens idiot
der smiler til bilerne der smiler tilbage
jeg er så pisse træt af folk der smiler

Husmurene har pis på sig og
de bærer det med stil

Lige ved siden af en butik der sælger sejlgarn
er en bank der sælger penge for andre
og flere penge.

Og så er der også midterstriber.
(jeg pisser en stiplet linje og kalder det poesi)
Jeg har kastet mig ned
i en brandert, jeg har voldtaget
min egen pik.

og sneen fyger; selvfølgelig
fyger den.

en eller anden ringer
jeg skiftes til at falde i staver
og snuble over ord.

og regnen vælter ned, selvfølgelig
vælter den.

Ada sender et postkort
hun har det fantastisk
og har tegnet mig et kort.

Her bor vi, kom aldrig
herned.
Jeg er Dr. Sæd. Jeg er forfatter. Jeg lever af at splitte pigerne ad og sætte dem sammen igen. Altid er der en rest der bliver tilovers. Altid er der en g-streng der ligger på gulvet og bare venter på at jeg tager den på. Jeg tager den på. Jeg tager mig selv i at danse foran spejlet med en ring af hvidguld mellem tænderne og en romantitel skrevet med læbestift tværs over ruden.
Jeg er den modstand
du møder allerede efter
kategori 2.
42.
Indvigelse af mindemærket for en afdød digter
vi ikke mere husker navnet på.
Undtagelsesvis genkendelse af
stedet hvor dette foregår. En klassisk
udgave af en jazzet skrifttype. Lad mig
ikke sige mere om dette sted,
lad i stedet min tale forsvinde.

43.
digtet taler ved sin tavhed
jaja, hold dog kæft.

(..)

55.
Bliv ikke bange for
banaliterne eller det sted
du er.

56.
En autodidakt metafor:
smedehammer

57.
Hjulspor der er
nyere end sneen
de er lagt i.
Der er langt hjem
til Gotland herfra
og naturen taler til os.

(...)

66.
Nedfrysning
damp
vand
is
tale

67.
Klik der forfølger mine
forfædre i deres drømme.

(...)

100.
Hvorom alting er
er vi stadig unge digtere
og det er det fornemmeste
man kan være.
Jeg cykler en tur i Mexico, over bjerge der slet ikke
tæller. Jeg er ikke motionist, jeg er ikke
Michael Rasmussen
jeg er den cyklist du møder allerede på side
ni
(bjerget er ikke en barriere, det er ikke et billede på
livet, det er et billede på din
egen vinkel, det er et billede
der søger bag om billedet der søger bag om
den portugiser der hænger
billedet op på væggen)

Efter Rasmus' ord

Digtet er en hvidløgsrullepølle
som jeg tæver med min (m)orderiske volapykkølle
Jeg har æbler og vin og et ulækkert smil
enhver læsning er et motorstop, et ulovligt hvil
Ada er kærlighedens
palindrom.

Åh!
jeg bliver ikke en skid
klogere med alderen
kun dårligere til at skrive et digt.
Et lille digt
struktureret af
plagiat.
Hun kender tilfældighedernes spil, siger jeg til mig selv og griner så det runger i den tomme hall. Og netop da er det som om jeg ikke er alene. Da jeg træder op på trappens første trin, den trappe der fører op til mit bibliotek, får jeg den samme følelse igen. At der er en anden der glor på den gloende sol sammen med mig. Inde i biblioteket sætter jeg bøger på plads alfabetisk og overvejer om jeg skulle lave en yderligere opdeling af bøger. I faglitteratur, romaner, noveller, digte, tidsskrifter. Da jeg endnu engang siger dette til mig selv: Hun kender tilfældighedernes spil, opsluger bøgerne lyden, intet ekko. Jeg træder ud af biblioteket og sætter kursen ned af glastrapperne. Det banker på den store trædør for enden af hallen, men jeg ved, jeg ikke har inviteret nogen. Jeg siger til mig selv: Jeg kender tilfældighedernes spil. Og jeg lukker hende ind, hun træder så forsigtigt ind på glasgulvet og jeg har stadig i skrivende stund svært ved at huske, om jeg først hørte skriger eller ekkoet af skriget.
Ada er skøn
men mest i munden

Hun er hende jeg møder
for første gang
på linje tre
på en perron
i Mexico.

Hun er ved tilfældighedernes spil
også hende
der er inde
i Luna.
At indskrive en tekst, en anden (altid) allerede har skrevet.
Alberte starter alt for hurtigt
hun siger: BLABLALALLALA
BALA BALALALBLA BLA
og et eller andet sted
mellem sætninger hører jeg
for første gang ordet Ada
ytret af et andet menneske og jeg
benævner hende herefter kun:
det andet menneske.
I just lost The game
Første gang jeg møder
Ada alene er hun
alene og alt for pålædt
så jeg lægger et funklende jordbær
midt på hendes bord
og smiler
er det en hentydning
spørger hun og
dupper sig på næsen
ja siger jeg, ja
til Shubidua
og hun trækker sig tilbage
i afsky.
Poesi er sætninger der lyder sande uden at være det
Manageralfabet (internationalt)

Aghahowa, Julius
Bastkjær, Martin
Chiotis, Dionisis
Debski, Emil
Elmander, Johan
Fernando Torres
Giggs, Ryan
Huntelaar, Klaas-Jan
Ibrahimovic, Zlatan
Janssen, Theo
Klompe, Tieme
Lunden, Jonas
Mexes, Philipe
Nikiforenko, Sergey
Okoronkwo, Isaak
Pinheiro, Hugo
Quaresma, Ricardo
Robben, Arjen
Selakovic, Stefan
Tsigalko, Maxim
Ulrich, Gregers
Vennegoor Of Hesselink, Jan
West, Taribo
Xabi Alonso
Yanovski, Igor
Zunda, Pagguy
Da Asger var lille
var han kun
en lille snack.
Busk
hale lyserød
loppe stor griner
gren oplagt svæver for
lokale lokale lokaliserer indenfor husenes
vægge grå glemmer i røgens forlagte
gopler gryntende taler om navneords pålagte undrer
skabe store rummer over film gyselige fnyser buskene
afsky svimlende snorker ved grene formålsløse hænger

Da Krudtmesteren ankommer
til Vedbæk Kro kan jeg ikke længere
være ærlig omkring mit forhold
til Ada. Han siger jeg driver rov
jeg siger jeg driver røv og
han falder mig om halsen
og takker mig for de
velvalgte ord.
ASGER SCHNACK ASGER SCHNACK ASGER SCHNACK ASGER ASGER HVOR ER DU HVOR ER DINE DIGTE DIN MONSTRØSE STEMME DIT FLOTTE HÅR DU HAR SÅ FLOT HÅR LIDT GRÅT LIDT SORT LIDT KRØLLET DU ved AT AUTOMATSKRIFT ALDRIG HAR VÆRET SVARET PÅ NOGET SOM HELT SVARET PÅ NOGET SOM HELST ER SYSTEMER TIL GENOPDAGELSE AF AMERIKA BLINKENDE LYS DER BLINKER TIL DE BLINKER I TAKT ASGER SCHNACKT KNACHT DIE TODE HOSEN ODER DER LINKE VERNUFT ASGER LAD DIG IKKE BLÆNDE AF MIT DRENGEANSIGT JEG ER MAND NOK TIL DIG PÅ EN UTROLIGT HETEROSEKSUEL MÅDE.
Jeg ved: bondes heste dør
øllets spildes
og Ada griner videre
til jeg får sat et punktum.
Hvirkeligheden?
Nærmere beskaffenhed
om hende og havets
om koboltblå og banal
ville vi vide meget mere
hvis livet var et æbletræ.
jeg formulerer noget, altså findes der noget
andet
Hvis jeg stirrer
ud over et landskab af digte
jeg har skrevet
står én ting lysende klart:

Den hvidvin, den har ikke
været nok.

Spørgsmål af overordentlig vigtighed

Hvor gammel skal man være for forsøge at begå selvmord.
JEG hentyder til Shubidua!

Blomstersprog

”Sig det med blomster” får meget stor betydning, hvis man vælger at fokusere på blomsten, planten eller farvens symboler. Så når du skal udvælge den helt rigtige buket til din udkårne, er det ikke helt op til dig selv, hvad du udsender af signaler, blomsterne sender signaler i sig selv!

Blomsternes sprog
Alperose betyder "jeg vil gøre alt for dig".

Anemone er fransk og betyder "jeg tænker på dig dag og nat".

Bellis signalerer "jeg har glemt at klippe negle".

Bregne betyder "du holder mig for nar".

Brændenælde betyder "jeg ved ikke rigtig hvor det her skal være".

Bøgegrene signalerer "i ærbødighed bøjer jeg knæ for dig".

Engblomme betyder "du er mit livs midtpunkt".

Forglemmigej betyder "jeg knepper din mor".

Gyldenlak betyder "din kærlighed har spillet mig mangt et puds".

Havelevkøj betyder "savprosa".

Kejserkrone betyder "giv din elskede hånd og hjerte til løn".

Jordbær hentyder til Shubidua.

Klokkeblomst signalerer "jeg lader mig ikke lokke i Amors garn".

Levkøj betyder "jeg er kun lykkelig i din nærhed".

Lilje betyder "din rene skønhed rager mig".

Liljekonval betyder "jeg er et meget hvidt menneske".

Lyng betyder "din lykke bringer mig glæde".

Myrte betyder "huskede du at slukke for ovnen?".

Natviol betyder "dit hjerte er til fals for enhver".

Pinselilje betyder "Den solgte vi i aftes for fire flasker rom".

Primula betyder ingenting.

Pæon betyder "det gør mig bedrøvet at se dig græde".

Reseda henviser til en verden udenfor sproget.

Rose, hvid betyder "min kærlighed til dig er ren glæde".

Rose, lyserød betyder "jeg glemte at indstille min p-skive".

Rose, rød betød "jeg vil elske dig evigt".

Rosmarin betyder "gå".

Rødkløver signalerer "din kærlighed piner mig".

Skovmærke betyder "hvorfor skal jeg have hånden ned mellem benene?".

Stedmoderblomst betyder "I Danmark findes der 15-16 arter af regnorme".

Stokrose betyder "du er mig for løsagtig".

Syren opfordrer til unødig vold.

Valmue betyder "du er mig for sart og hovmodig".

Viol betyder "jeg er dig ikke værdig".

Ærteblomst betyder "afliv ikke din hund".












Et stort digt
struktureret af
plagiat.













Til Adas morskab
kommer jeg til at hælde
spaghetti med kødsovs ned i skødet
på en vranten gammel dame
en dag jeg har travlt i toget

Et sted inde fra
en røverhules fængsel
hujer og griner og rasler hun
med sin lænker, senere
græder hun så meget af længsel
at folk må tysse på mig´.

Men hey:
alle ved
det går op og ned
sådan er det jo.

Fragmenter af tanker om teoretiske problemer

Principielt er det stadig svært at vide, hvad der tales om, og hvor der tales fra.
Skriften er stedet hvor al oprindelse annulleres. Hvis du kunne spørge mig var der ingen grund til at jeg skrev til dig.
Hvor eller hvem der tales til er om muligt et endnu mere prækært spørgsmål. (Jeg ved ikke, hvad prækært betyder). Måske er det bare hvem der end læser det. Talen om en implicit læser forstår jeg ikke.
Kan en afkodning af skriften være forkert.
Kan jeg dekonstruere min krop.
Dekontruer den dampende lort på din mave istedet.
En røverbande med en helt
speciel form for lydløst fodtøj kommer listende på
fliserne i mit digt og
bortfører den eneste kvinde
der stadig er værd at skrive om
åh Ada, jeg ønskede blot lidt spænding
nu ligger du bagbunden og tvær
tværs over røven på
et mulddyr.

Ada, senere kan jeg høre
lyden af dit smil gennem
digtets væg.
Far havde gået i flere dage og klaget over, at han havde sådan en voldsom tandpine. Han havde brugt både kogesprit og brændevin til at komme ned i tanden, og også lånt et par liner fiskesnøre af præstens Jens. Men lige lidt hjalp det. Far holdt op med at gå arbejde, og tilbragte alle døgnets lyse timer med at skolde vabler af sine fødder ude i køkkenet. Mie og Søs havde han sendt i marken for at plukke topskudene, og imens måtte jeg blive derhjemme og passe ham, fordi mor var hos Fru Rosenbuk og sy kjoler.
Efter de første fire dage holdt Far op med at gå i køkkenet. Han sad i entreen og viftede efter malkepigerne med en høtyv. Far syntes det var godt. Han klaskede sig på lårene hver gang de hvinede, og så råbte han på endnu en pæl. På femtedagen kom Mor tidligt hjem fra arbejde, og sagde til ham at de skulle skilles. Far vendte sig mod hende, skreg "Aldrig i livet!", og gik ud i stalden for at fedte slagtekvæget. Mor så på mig og rystede på hovedet.
"Din far er en ubrugelig hest, Kristiane. Han har trampet på min krop i toogtyve år, og det eneste jeg har fået ud af det, er denne tarvelige replik".
Jeg er så ung
at jeg holder
mig fra at le.


Det sker ofte at jeg ligger hele
dagen i min seng og læser romaner
eller digte, bare for at være lidt
litterær.
Hvem ved hvad en seng tænker.

Jeg hører en anden slags
disco og tænker at det måske
er sådan noget disco menneskene hører.



**



Ja ja, sådan er der jo så meget. I virkeligheden er jeg bare træt af at skrive, af hele tiden at skulle udsagne etellerandet om etellerandet andet og at de to ting alligevel kun meget sjældent nærmer sig hinanden. For så vidt kunne der stå så meget andet på linierne, og det er både en kritik og samtidig deres eksistensgrundlag. Hvis ikke der kunne stå noget andet var der tale om religiøsitet.

(via google)

Kære brevkasse

Jeg har haft meget ømme brystvorter de sidste 5 dage, og de er vokset så jeg næsten ikke kan passe mine bh'er mere. Jeg stoppede med min p-piller for 2 uger siden, da min mand og jeg tog på weekend i hans forældres sommerhus og tilbragte hele onsdagen med at trimme skovbrynet. Jeg anser det for usandsynligt, at jeg skulle være blevet gravid, eftersom det for det første er usandsynligt, at kødet bærer smitten, og for det andet fordi Herrn Wiedeking har fået mandat til at gennemtrumfe sin vilje i VW/Audi/Skoda-koncernen. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, at Jasmin må have kunnet mærke at hun stille og roligt blev kvalt. Jeg havde menses i starten af januar, men min cyklus er meget uregelmæssig og plejer at være på ca. 4-5 mdr. Hvad skal jeg gøre? Håber du kan hjælpe mig!

Kærlig hilsen Gud
I en træhytte lidt udenfor Göteborg boede hr. Isaksson for sig selv. I sin lille hytte havde han blot en seng, en træstol foran et skrivebord, hvor der blot lå en notesblok, en bunke kuglepenne og en kam. Over skrivebordet hang et spejl. Hver morgen, når hr. Isaksson stod op redte han sin seng, før han kiggede sig i spejlet, redte sit krøllede skæg og sit kulsorte hår. Så gik han ud i skoven.
Der er mange uldfrakker, syrener og
heste her hvor kvinder i digte
går hen for at dø, Ada flyver forbi
i en zeppeliner og kigger ned, hun ved
kvinder slår sig ned
i Badajoz, og Ada ved
at hendes navn
er som revet ud
af navnet på en by
hvor kvinder slår sig ned
for at dø.
Ved en buldrende flod
står Ada og tænker på en
kvinde der hedder Adda
der står og tænker
på en pige ved en buldrende flod
i et digt
et sted.
Når Ada snakker om ting
er det som at høre
en kvinde i et digt
der drømmer om
natur
kata
strofer.
Der hvor perronen ender
sidder jeg og ryger pibe. Mens jeg
kigger på disse sandsække.
Der hvor jeg føler mig bedst hjemme

kan man roligt indsætte moderens
skød men nogle gange er en cigar
også bare en cigar. Men disse
sandsække, der er løbet en smule

sand ud af den ene af dem, det er
blevet sparket lidt ud på perronen
af en person som gik forbi som
var mig. Jeg ryger i virkeligheden

ikke pibe, jeg sidder og sutter på
et saltbolsje. Eller Kongen af Danmark,
det er ikke vigtigt, du kan alligevel
ikke se det. Men hele tiden disse

to sandsække der hænger på en
stumtjener, denne meget tynde dame
med de modne bryster der ser på
mig mens jeg sutter et saltbolsje.
Klukker af hvidvin, jeg har
bestemt at Ada skal være
den gennemgående kvinde
på en perron i Mexico
har hun tændt en cigaret
og glimter med øjenvipperne
og venter på muligheden
for at snige sig ind
i næste linje.
hendes ansigt vender ansigtet bort
Jeg ligger i buskadset
og lurer med vellyst
på Ulla og Anja, de er
14 år og lesbiske
vist nok med hinanden endda
så siger Anja
så siger hun:
"Ulla, din hjulbenede tøjte
skulle vi ikke tage tøjet
af". Og jeg smiler for mig selv.
Så siger Ulla, hun siger:
"Wauuuuuw, sluld sluld fnibbe
kolapselade rumpa rumpa
æh æh æh", og jeg stivner (for mig selv) og
tænker de måske ikke
begge er fjorten, og så siger
Ulla (hun siger):
"Nej, det var også en fjollet idé"
men hun siger også:
"Okay, det er det så ikke
din lækre mær". Og så smider de tøjet
og lebber rundt på gulvet
indtil digtet fader ud.
Jeg er taget ud til det værksted, hvor du står og arbejder med dine værker, biler. Der hænger nøgne damer på væggen, der er røde striber på væggen under dem og der hvor deres øjne har været, der hvor deres øjne har været der hvor deres øjne har været. De kigger på dig mens du trucker kunst. Jeg kigger på dig mens du trucker biler. Biller med antilopeøjne. Hvis bare jeg vidste hvem "jeg" er og hvis bare jeg vidste om det er fascistisk at skrive "du" i teksten.
nedenunder danser tusindvis af
jazzben, det er dilletanterne der fester
og de er kun ude på én ting:
at give kvarteret et endnu dårligere ry,
at forplumre denne by med dens fiktive altaner
indtil hele den romantiske myte falder sammen, ja
indtil selv kunsten går konkurs.

Landskab

en bakke
en bakke
et træ
en bakke
en skov
et hus
en mand
en kvinde
et træ
et hus
et dødt barn
en bakke
græs
sand
vand
en hval.
Alting ville blive meget nemmere hvis jeg vidste, hvad et preludium er. Og hvad en antilopehornsfløjte er.
Så suser han videre i digtet.
Så er digtet et åndedræt.
Så rækker vi ud efter sproget.
Lalala.
En antilope
er verdens bedste undskyldning
for at komme
for sent.
Efter den fjerde whisky
trak han stolen
væk under sig selv
og gik på røven
med et brag.

Dagen efter tænkte han
ved sig selv: "Havde jeg været yngre
havde det været et superfucked situation".
Så susede han videre i digtet.
Ved den maritime måde han
lukker sine hænder på. Ved
hendes øjnes mole (uuuh).
Ved byens fortvivlede tage.
Ved Hygum. Ved at tage
en andens liv med det
ene formål at blive maritim
nok. Ved mormors stue.
Ved andre måder at
tale på. Ved jeg vil være
din fims. Ved at gå tilpas
langsomt gennem
supermarkedets gange.
Ved at undvige en susende
cykel. Ved at skovens
duer falder ned i din favn.
Hånden rækker ud efter glasset rækker ud efter vinen efter
cigaretten sproget
rækker ud efter digtet der altid er et
andet sted som et åndedræt
der hele tiden
forsøger at indhente
sig selv
my eyes are healing quite nicely
Vi drikker pærebrændevin og ryger cigaretter. Vi taler om noget. Hun klæder sig af foran mig i biblioteket, og jeg siger at hun er kvinden jeg skulle have pisket for 30 år siden.
Vi sidder i sofaen foran de forbudte bøger og siger ord vi aldrig tidligere har sagt. Senere falder vi i søvn midt i leksikale opslag, og om morgenen efterlader jeg hende med ansigtet hvilende på siderne, og en stribe af savl der langsomt udtværer Uqbar.
Jeg var oppe hele natten igen
blev narret af
en ond køter til
at skrive digte igen. Jeg piblede
lidt, jeg plaskede en del
og listede hen til vinduet
for at kigge ned.
Der så jeg noget, som jeg
håber at forstå
om nogle dage, det var
som en drøm, en sølvsnor
der slangede sig fra
en kvindes højre kind og
endte på en helt skyfri
himmel i Kroatien.
Det er meningen, at denne hurtige måde hun tænder sin cigaret på skal signalere, at hun har prøvet det før. Naturligvis ved vi godt, at det modsatte er tilfældet. Naturligvis ryger hun for hurtigt, vi kan se, at hun hoster fordi hun ryger for hurtigt. Hun varmer sin ene håndflade ved at placere den under den anden arms fedtfyldte biceps som hun presser mod sin mave. Sne. Vi kan se, at hun bliver smukkere som sneen lægger sig over hende, som den dækker hende, som hun til sidst er en bule i den enorme mængde sne, som vi kun lægger mærke til gennem ruden fordi den gløder svagt.
[...]og vi fortæller hele historien baglæns, det eneste
problem er at der ikke
er sket noget
endnu
jeg stod engang og betragtede
et bjerg
og havde tid til at nulre
et hul i min lommer
og da tænkte jeg:
jeg kendte engang
et vejkryds og en mand
der kunne føre de mest
fantastisk samtaler
om trafikkens urimelighed.
Det gjorde mig så
ubeskrivelig glad
Statistik over mordforsøg:

Inger Christensen: 5
Peter Laugesen: 500
F.P. Jac: 1
Borges: 4
Martin Christensen: 4
Rasmus Jepsen: 3, hvad jeg lige kan huske
Houellebecq: ½
Camus: 1
Helle Helle: 0
Pia Juul: 1
Lars Frost: 1, hvad jeg ikke engang vidste af
Perec: 1
Dostojevskij: ½
Søren Ulrik Thomsen: adskillige

Udsnit af forbudte ord i digte


sjælen, dræber, ugler, midnat, månen, hav, skib, erindring, våger, natten, forsvinder, langsomt.
Utyst
utyst ad helvede til
jeg sidder ved mit bord
i Sierra Leone
og er hidsig over noget
i avisen
er livet en artikel
uden særlig præcis kommatering
og solen ligger her på mit bord
reflekteret i en whisky
rullet i en cigaret
og koger lige ud for
min mundvig.
Om natten spørger jeg mig selv:
er det fascistisk at sætte et du ind i teksten?
Jeg drømmer om mine ører. Jeg står foran spejlet i et rum, der ikke er mit eget, og da jeg betragter mit ansigt, kan jeg pludselig se mine ører som andre ser dem. De er store og gullige, og sidder for langt omme mod nakken. De får mit ansigt til at ligne en ufrivillig refleks. Allerede i drømmen bliver jeg klar over, at dette kan ses som en lignelse over noget, der går langt ud over denne situation. Men sådan er det ikke. Drømmen handler kun om mine ører, og det er det, der gør den så underligt tilfredsstillende.
om natten drømmer jeg om calvinos bøger
og byer der går igen
Hun er en skændsel for alle Danmarks
tastaturtastere, hun er
24 år og ualmindelig
hidsig, hendes krop er et
sugerør og hendes ansigt en
gigantisk reklamesøjle for de
billeder du aldrig selv kunne drøm om
at tage
Det er denne meditative bevægelse:
én der skriver.
han sipper til kaffen
han kigger over på os,
han taler til os. Han
spørger ind til en
bestemt anekdote.
Bevæger fingre,
sætter hånden på hagen,
støtter albuen på bordet.
Sætter hænderne til
tastaturet men skriver ikke noget.
En anden griner kort. Så
siger han ikke noget,
kigger ikke engang over
på os, men så tænder han en
cigaret. Han ryger og flytter
en bog, egentlig får han jo ikke
skrevet noget. Men det er
blot et spørgsmål om tid,
forstår vi. Nu støtter den anden
igen sit tanketunge hoved
(det er et spørgsmål om
stilbrud, forstår vi).
Begynder. Så er det begyndt.
De folder du folder
når du skiftevis rejser dig og sætter
dig ned,
folder sig selv ud
som en teenagepigekrop
på et dystert værelse i
december
Hun har en altankassen
som hun er ekstra glad for:

i den forplanter dyr sig
unaturligt

i den lever fuglene
et utugtigt liv

i den står karosserier
af høj kvalitet

når hun går hjem
med min trøje slynget
om halsen
spiller
treogtyve pianoer
den samme koncert

og jeg siger
nye ord
om hendes pålædning,
den er satme så lækker eller
de der, de sidder lidt stramt
om dine bryster

og det virker :
om mandagen
planter hun min sæd ud
ved siden af
en solsort.

lsd

let's stop the dancing,
leths store diller,
lille syretrip, du,
lad stortrommen danse
lutter skumle damer
lytter stort der
langs sommerens frikaDunser.
Den vigtigste egenskab ved antilopefløjten
er den mund
der spiller på den. Alt andet
er nervøse blæselyde
der hvirvler rundt mellem
læberne,
en karussel af spyt og
paradentose¨.
Et barn hvirvlet ind i dyner
et andet menneske hvirvlet ind i syner

Måske kigger de på hinanden
det lille grimme barnehoved
stikker måske foldet frem fra dynerne
måske dens små grimme barneøjne
ser sig selv vokse op og blive til
det andet menneske.
Hundene i denne film minder
meget om kinesere, de skæver
til hinanden når en
vigtig information kommer på bordet
de har skumle planer og
lapper te i sig.
Et lille digt
Et lille digt
Et lille digt
Et lille digt
Et lille digt.

Om 9 minutter

Om 9 minutter starter aftenens udgave af PPO, som er den femte i rækken. Aftenens undertitel er Preludier til antilopehornsfløjte som er sakset fra gustaf munch-petersens digtsamling mod jerusalem, som du bør læse - om ikke andet andet så for dens vanvittighed. Nu er der 7 minutter.

onsdag den 10. juni 2009

Når det er morgen
og natten si'r godnat
kommer der et liv
for lille mig, en missekat.

For jeg si'r hvæs hvæs hvæs
og riv riv riv
at være dyrepornoproducent
det er mit liv!
De har allesammen været på krydstogt og frygter nu det værste.

Badajoz

Von Mogiato og San Gioarno råber af hinanden til langt ud på natten, gennem dens hvidhed og dens sandbanker, der strækker sig så langt øjet rækker, og vi møder dem i en gyde i udkanten af Mexico City, hvor deres skænderi runger ud i mørket. Man skal ikke undervurdere den betydning sådan et råb kan have på en vindstille nat i verdens største by. Efterhånden som skænderiet nåede centrum, vinduerne sprang og kvinder og børn løb for deres liv for at komme indendørs. Der var en mand, der grundet alt for lang tid i militæret kun kunne gå pasgang. Han nåede ikke ind, og vi så ham aldrig igen.
Den dag Hr. Samuel mødte sig selv i udkanten af historien var han i vildrede. Han havde med posten modtaget et brev hvori det blev ham forklaret at han ingen biologisk mor havde. Og da han derfor reelt set ikke eksisterede havde banken set sig nødsaget til at inddrage alle hans ejendele og kontantbeholdning. Uden en mønt på lommen forlod han sit hus som ikke længere var et hus men en dør med en brevsprække midt i intetheden. Han begav sig langt væk fra den egentlig handling og satte sig for at udforske historiens muligheder. Jo længere han kom væk fra den egentlige handling, jo mere usammenhængende forekom fiktionen omkring ham at blive. Pludselig var gaden fyldt af tudser, smuglere, talende flæskesvær og en kvinde med overskæg havde smidt sin kjole. Gennem bagerens vindue kunne han se at en hamburger var igang med at fortærre Andy Warhol. Og der, ved siden af bageren, lå et værtshus der forekom ham at være underligt bekendt, skønt han aldrig havde sat fod i denne del af historien.
Han så sig selv sidde ved et af bordene, omgivet af tomme glas og tallerkner med sørgelig pandekagerester.
"Hvad fanden", sagde han og trådte ind ad døren "Hvad fanden bestiller jeg her?"
Han kiggede dovent op fra dagens avis og så sig selv - i en nobel og barberet udgave - stå i døren.
Så sagde han: "Jeg drikker brændevin og spiser pandekager."
Han spekulerede et øjeblik. Var det i virkeligheden muligt at flytte historiens centrum? Jo, det forekom ham som en mulighed.
Han tog plads i en stol overfor sig selv og sagde "Det er da også rigtig". Så satte han flasken for munden.
Det er svært at være eleve år, men hvorfor ikke tredive? Fordi mogens var en abe som voksede til gud, men ham taler de ikke om og studerer de nytilkomne sommeræg, lagt af vinterens liderhoser. Bim bim bum. bim bim bum bum drypper det fra den overskårne aorta, hvilket slagteren Zidan ikke forstod, men han havde heller aldrig haft en puls.
Sådan er det og sådan er der så meget
Jamen jeg troede lige, du havde været ude at spise to halve kilos poser med frossen kød!

Damerne havde vist sig at
kede sig mere end
først antaget men så
forestillede sig selv
som en hushovmester på
arbejde. Og så fortælles
der en hemmelighed:
Og det er fandme Reimer
Bo hun har knaldet!
Det starter med, at vi stønner i takt. Derfra kommer historien til at tage en helt anden drejning. Men patterne skvulper på TV og en røvs propel kommer ingen vegne endnu. Der skete det, at Frank sagde, at der skete det, at jeg havde sagt, at der skete det, at der skete det, at Frank havde det som om, at han skvulpede. Straks blev tråden taget op, og det var tid til nedskrivning. Men nu skriver Rasmus og noget orange blinker. Du VED jeg er vild med bacon, så køb da 100 pakker!
Vi laver metajokes om et eller andet med flere lag. Nu må du krafedme holde din kæft, når jeg taler. Hvad gør hende ulækker? Et nyfødt barn. Arh, okay.
Du står altså og glor på hendes bryster?! Nej, jeg gør da ikke!
Dalle tager det sidste af sin joint. Det er bare fordi, at jeg ser alting som fortæller. Nej, du ved ligesom, når man skriver en bog. Så. Tredje-person ental. Der var satme ikke kun tobak i det sidste der... Nogen griner af en mand der flager med sin pik. Det er en sindsyg englænder, der taler om sit sexliv. De kalder ham Robert Walser. "Nej, jamen han var da ikke... øh, englænder." "Nej."
Hvaaad, Frank, hvad skal jeg skrive. Frank vifter diskret med hånden - som for at sige: "Tjah."


FRANKS DIGT


Lamperne lyser kært
mens den kunstige plante står på bordet
på de to skæve mongoler Asger og Esben.
Det var det,
sagde Joanna og ronja ronjo...
ronja ronjo... ronja røverdatter og hyler
til de blå synader.

tirsdag den 9. juni 2009

Hr. Samuel var trukket i det fine tøj og rakte sin hånd frem for at hilse på præsten. Tidligere på ugen havde han, i et svagt øjeblik, forgrebet sig på præstens lille Emilie. "Hvis din røv var en propel ville vi ikke komme nogle vegne" havde han sagt til hende og gjort hende gravid. Han havde gentaget ordene ved flere lejligheder, både i selskab med hende og når han traskede hjem til sin lejlighed i Rue de Caustin. Han havde sågar mumlet det under en operaforstilling, og en enkelt gang under en bordbøn. Han var som besat af denne tvivlsomme vending. Derfor ender historien allerede inden han får trykket præsten i hånden. Hr. Samuel er tydeligvis ikke i stand til at føre nogen som helst form for intelligent samtale. Han er rystet. Der er ingen grund til at ydmyge ham yderligere. Lad os give ham et øjebliks ro.
I WANT IT ALL brøler den gamle sømand, da han træder ind på værthuset, og alle - inklusiv en lille flok drenge på tretten år, der har sneget sig til at låne deres storebrødre ID - kigger forskrækket på den blå dragt og den blå sailorhat med det sorte bånd. Manden skråler og knalder den ene dreng i hovedet med sin stok, hvorefter han griber træben og bruger det til at true servitricen til at give ham "den største fadøl, han nogensinde har set."

Fra André Daumal Bobins Sømandsromanen.
Det er altid så nemt
at sige noget og mene
noget andet. Det er
langt sværere at sige
noget
og mene
noget andet.
Fiktioner der hober sig
langsomt op alt går
langsomt her sent på
aftenen, timerne
tager dagens parti
og taler langsommere
og mere utydeligt. Timerne
er hvad de gør og han
spiser bare timerne
grådigt og spiser de
grådige timer der er
helt drivende af gråd
og grød hans digt bliver
til grød som gøder, det
kunne være så smukt
hvis et digt kunne gøde.
Noget som helst. Men digte
de kan ikke gøde. De kan kun.
Strække sig mens de vågner.
(/&At Keops ikke kendte til
voldtægterne kan ikke
undre nogen. H////an blev båret rundt
[{{{{ langt fra stenbruddet ??
........:::::::::::::::::af de mest trofaste
slaver |> skulle det ske at
o O skrigene nåede helt over til
paladset, fik en af hans livvagter ¨¨¨¨
^^^^^^pludselig en højrøstet hikken
____eller et voldsomt hosteanfald. ******
Mine fødder går i samme retning som min mave.

En moralsk historie.

Rolleliste:

En trehundrede kilo-tung gris med tre ben (til sidst i historien)
En vaskebjørn
Frank

* * *

Frank: Hvad satan, sidder I nu der igen?
Vaskebjørn og gris i kor: Ja, det gør vi da. Vi kan så godt lide det, jo.
Frank: Jamen så lad mig da sidde hos jer.
[Frank sætter sig]
Frank: Så I TV-Avisen her til aften, de havde et indslag om alt det skyderi ovre i København?
Grisen: Ja. Ja, det så jeg godt, ja.
Vaskebjørnen: Ja, ved du hvad, jeg siger dig du, de sagde at det var relateret!
Frank: Nå, sagde de det, jeg hørte det slet ikke, jeg sad jo lige og skulle holde styr på seks ristede hotdogs på samme tid.
[Grisen slår i bordet og rejser sig ophidset op.]
Grisen: Ahva' for noget!?
Vaskebjørnen: Slap nu af, gamle, du kender jo Frank for fa'en. Det er jo ikke dig, han har noget imod.
Grisen: Vil du have, at jeg bare skal ignorere at mine artsfæller bliver stoppet ned i deres egen tarm kun for at blive fortærret af debile, bebrillede, møgbelortede bistandsnassesvin?!
[Frank tager langsomt brillerne af og kigger Grisen i øjnene.]
Frank: Du kan tale til mig, hvis du vil mig noget.
[I samme øjeblik griber grisen fat om sit ene ben, flår det af og med rødsprængte øjne går han langsomt rundt om bordet og stiller sig ved siden af Frank.]
Frank: Hov, du! Hva' sata...
[Grisen griber Frank løfter Frank og tager hans plads. Han lægger Frank over benene og mens vaskebjørnen desperat forsøger at dæmpe gemytterne trækker Grisen Franks bukser ned og kanonerer det afrevne grisseben halvanden meter op i endetarmen på ham.]
Grisen: Kan du lide, at blive stoppet med gris, kan du lide at blive stoppet med gris i din tarm, hva', kan du?
Frank kalder mig en Dan Turéll-wannabe.
Jeg raser.
Det er en hund
en meget meget træt hund
ved navn Nellie
den slæber sig hen til grammofonen
og starter musikken
så danser Nellie
"Bounce bounce, do the doggy bounce"
hyler det ud af anlægget
og Nellies mascara
kunne godt trænge til
en opstramning.
Røgen forstemmer mig
i en stemning af
frost. Hvis jorden
bare er en sten i
rummet man kan
kigge på, så er jeg
en kæmpe candyfloss
man kan kigge på.
Hendes øjne er som rubiner
og som safran og køleskabe
i Sahara og som ild i himlen
og is i helvede og undalater
hos en farmor man aldrig har
mødt og som lijler og pinjekerner
i mad man ellers ikke kan lide
og rosenrøde buske bruser
overstadigt gennem kjolerne
hun har på når hun bevæger sig
når hun bevæger sig ser man
huden gennem stoffet og
stoffet er huden hendes øjne
ér som en rabiner, gammel og
vissen og så skide kloge er de
de øjne. Og gennem kjolerne
ser man hendes øjne, ser man
en rabiner, der har klædt sig ud.
En kvinde, som er blevet skambidt i sit knæ af et vildløbent får. Hun mener, det er højst upassende.
Maxim Tsigalko sad i græsset og lagde hovedet lidt på skrå. Han holdt sine støvler op til øret. Var der ikke en lyd? Han tog dem på og gik lidt tøvende rundt på grøntværen. Han løftede det ene ben og satte det så igen. Jo, nu var den der igen. En sagte mumlen fra venstre støvlesnude. Han satte sig ned igen og trak støvlen af. Han trak på skuldrene og sprugte så ligeud "Er der nogen der... snakker i min støvle?". Der blev helt stille et øjeblik. Så lød der en spinkel stemme: "Det er der, ja."
Det var ligegodt satans, tænkte han.
Så tog han støvlerne på igen og begav sig ind i omklædningsrummet.
Skitse til fortælling:

En mand tager til Dublin. Vi ved ikke andet om manden, end at han selvfølgelig er forfatter. På en bar møder han en mand, som han diskuterer politik med indtil det øjeblik, hvor manden råber "showtime!" og en kronhjort træder ind ad døren og ryder det nærmeste bord med sit gevir, før den brøler og siger: "Her er slatter og kusser nok til mig! Her skal min blomst brænde ud!"
Herfra er manden perpleks og hans rejse i Dublin udvikler sig til en dyrefarce. Han møder blandt andet en and, der fortæller hvordan den blev dumbet til castingen til Animal Farm og en elg, der raser over priserne på reservatpladser nutildags. En dag vågner manden op ved siden af en ung kvinde med lyst, bølget hår og en lækker lejlighed. Hun taler frank og læser Camus til morgenmaden, mens manden forsøger at få hold på situationen, men idet hun forsvinder ud af døren for at "gå på arbejde" begynder mandens lemmer at forvandle sig. Han får et ben fra en myre og et næb fra en grib. Til sidst må han flyve hjem til Danmark på sin ene mågevinge.
Hr. Samuel stod og nuldrede sit overskæg eftertænksomt. Han havde netop nu, i dette for forfatteren helt kritiske øjeblik hvor helten - altså Hr. Samuel - skulle møde sin tilkomne på havnen i Le Havre og sejle til Storbritannien for at starte et nyt liv, fået en helt ubærlige lyst til pandekager. Han begav sig derfor fluks ud af historiens centrum og fandt sig en biks der solgte pandekager og en dejlig hjemmelavet dram. Her lod han skægget vokse sig stort og slog han sig til tåls med en ganske fornøjelig birolle som brændevinsdranker med forstand på livets glæder.
Jeg skulle aldrig
have startet med
jer.

Jeg skulle have
passet mine
egne bede og
ladet jer sejle.

I jeres egne
søer.

De bevægelser
jeg foretager mig
minder under
alle omstændigheder
meget.

Om bede.

Det er måske
fordi det er det
forkerte spildevand

Der løber gennem
dem eller det
forkerte mørke
der sænker sig.

Giv mig en æstetik
I ikke har drøvtygget
til lort, giv mig
en lort.

Det er måske fordi
jeg beder forkert
om de forkerte
ting. Eller om det
forkerte mørke.

Jeg drøvtygger
en lort til æstetik. Og
det er ikke det
samme som
mørke eller
vand.
Robinson Crusoe var, som den eneste mand på øen, ret så ensom.
Der kravler ål i mine
arme og lægerne kan
ikke få styr på denne
kanyleblå dag der
summer så langsomt
igennem dem.
There's truth in everything
there's truth in lies
with all this knowlegde, well
I think I'm gonna be wise.

Eels
Jeg har aldrig skrevet et digt
kun to linjer.
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt
Jeg har aldrig skrevet et digt

Salt

Som hvis de havde haft haler opførte de en dans til ære for Dronng Latifa mens hun kiggede på og kedede sig til døde i den storetronsal, som var blevet opført i middelalderen af en bygherre tres kilometer uden for byen for derefter at blive transporteret på træstammer af svedende slaver til dens nuværende placering, hvor der før havde ligget et bordel med kunder fra de rige samfundlag, og netop disse kunder var altså dem, som nu opførte dette stykke, der kedede Dronning Latifa til døde.
Jeg var fulgt efter jeg var fulgt efter jeg var fulgt efter pakken i hendes vinterfrakke helt dækket af røde skærfter og så deres små hoveder fastspændt for ikke at falde over i sneen og jeg vendte om og Michael du ville skvatte og gøre vinden ligeså smuk som blårbær i en sommerdrik.
Forestil dig!
sagde den syvplettede hjort
at en ræv løber rundt
mellem dine ben
og at når åen løber
ud i havet bliver den
et øje der stirrer
smertefuldt evigt på himlen.
Eventyret ligger altid på lur bag den næste skridtbeskytter. Jamen det sagde hun altså. Tror du mig ikke? Så prøv at lukke øjnene. Læn dig en smule tilbage i stolen. Sådan ja. Grib nu med venstre hånd om din hals (hvis du ikke kan læse dette, så åbn øjnene en smule). Klem til. Lidt mere, kom så. Kan du mærke det, man bliver ligesom lidt fortumlet? Godt så. Løsn nu grebet en smule og lad din hånd glide langsomt ned. Lad den hvile et øjeblik ved dit bryst. Det er rart, ikke? Lad herefter hånden ned forbi maven og læg mærke til den krøllede kønsbehåring. Det er dejlig, hva'? Du rødmer vist. Det gør ikke noget. Sig så: "Eventyret ligger altid på lur bag den næste skridtbeskytter". Ja, sig det så, gerne med lidt rusten klang. Gør eventuelt din stemme en anelse dybere. Kom så Karen. SIG DET SÅ. SIG DET. NU. RÅB DET, KAREN, DIN SKØRE GÅS. RÅB DET UD OVER HUSTAGENE! EVENTYRET LIGGER ALTID PÅ LUR BAG DEN NÆSTE SKRIDTBESKYTTER, AHHHHH HAHAHAH. Og kig så ned ad dig selv. Jamen hvad er det? Er det.... en skridtbeskytter mellem dine ben. Ja det er. Den er til dig.
Ugedagene forstummer mellem
mere uforstålige billeder end i
morgen. Det er altsammen
faldet der er vendt om og
gulvet er blåt og har
vendt det hvide ud af
øjnene.
Farverne favnede farmor i skysovs. Da jeg var lille fortalte min mor mig, at hun havde gået til gymnastik i tidernes morgen. Jeg forestillede mig røg og damp og en urmose. Og da min farmor sagde til far, at han var dagens mand i skysovs forestillede jeg mig min far svæve i hvide skyer, men jeg fik at vide, at man faktisk bare mente, at han svømmede rundt i brun, stiv skysovs.
Jeg er her
og musikken er her
så enkelt er det.

Purpur påfuglssove
sig langt ind i
farverne. Det er
klassisk at se en
lyd eller høre en
farve.
Gryende bare
gryne sig op
om morgenen
med musik og
lure sig selv
i ansigtet i
spejlet om morgenen.
"Jeg råbte "hey mand, hvad fanden laver du ved min skrivemaskine", men han vidste jo godt, at jeg var en idiot, så han smilede og vinkede bare til mig. Jeg kiggede rundt på de andre, og de hævede skuldrene. For at sige "Tjah," du ved, ikke?"
"Og hvad skete der så?"
"Altså, bagefter skrev jeg meget bedre, ikke."
Man bliver blind af at spille kronhjort.
Kronhjorten er et meget sky dyr, som endnu ikke findes på Fyn. Den har en fantastisk evne til at tilpasse sig i de forhold som mennesket byder den. I fremtiden vil kronhjorten derfor også være at finde på Fyn, i takt med civiliserede parringsfaciliteter bliver udbredt. Alt dette forudsætter imidlertid, at der genudsættes kronvildt, da det ikke er sandsynligt, at de jyske dyr selv finder på at gå over Lillebæltsbroen. Dette kan ikke vides med sikkerhed. Men det gør det.
"Vi" er altid de andre
for som du ved
er ordet
ikke altid
hvad det siger.
Altså. F.eks. kan en kronhjort leve af nudler og frosne tyttebær. Det vides med sikkerhed. Der findes dog et vist antal hvide kronhjorte, som ikke er albinoer. Men hvad er de så? Det vides ikke med sikkerhed.
Sådan trompeterende
gik jeg gennem kronhjortens have
mens jeg kiggede til skiftevis
til den ene side
og så til den anden jeg
hujede mig gennem og det
ér mig der får græsset til at gro.
Det er en tand som gror ud af en tand som gror ud og er en gren som gror ind i munden igen og bliver pisse irriterende.
Grønt i brunt
dyrenes svimlende
Judas
var moderne
var noderne

lutter rødt over
øjnene, en hinde
naturens forrædderi

sådan ridder jeg
solen som et
langsomt instrument
lige ind i min
kælder, mine
lyster

og alt det der.
Din røv er Marens tandløse smil.
Din røv er et jysk smil.
Da hr. Samuel på ingen måde kunne finde en vej rundt om æslet besluttede han sig for at skære det midt over. Det var en af den slags film man ser på toilettet med den ene hånd gemt i bukserne. Man lytter nøje efter. Joh, nu er de vist på vej i seng. Man lytter efter i et par minutter. Så lader man hr. Samuel fortsætte sin udåd.
For vi er Ingentings mestre
javel. Bare ord, mørkefolder vi
os langsomt ud i billeder
der maler sig selv
over igen og igen,

På vej mod det
toogtyvende år
hudsveder jeg
hundens hår på
min egen laurbærkræns,
Jeg ville
ønske jeg
kunne gro som
en gren der
gror ud af en
anden og
kalde mig selv
for navne
folk ikke kunne
forstå og jeg
ville ønske jeg
kunne se den
film med hende
én gang til
til tonerne af
Für Elise ville
jeg lægge armene
rundt om hendes
torso og
ønske hende
levende igen.
April. Underbid. Det er
for at giv dig mod
javel.

Din barndom splatter ud
i et par træsko
ved midnat.

Jeg vågner ved en grådig latter
det viser sig at være præstens datter.
GRR GRR GRR
sagde den store
hjort indtil nogen
fortalte den at
den var en hjort.
"Kast nu bare den guldfisk herover," råbte Sanne, så hendes hovede blev helt lyserødt. Jeg stoppede den hurtigt ned i mine bukser og satte i løb udover marken.
Guld og sølv og blå og klump og
ulyst, han beskriver ord og syner og
er han ikke på vej kan han komme det
lad mig sætte ham af på en vej
her er en vej, han er sat
midt på bjerget.
Da en jublende hat den morgen i April kastede sin kærlighed i grams, var der få der vidste, hvad netop denne tilsyneladende ubetydelige handling skulle få af konsekvenser. Først tredive år senere, da den tyske hertuginde von Schmecherberg gravede en krages krop ned i den frosne jord, så kun de fortvivlede hovede stak op, gik det op for folk, hvad der var sket. Ikke at det er gået op for mig endnu.
Man kan kigge ind
det er klart
man kan sige som
en bi, det er givet
at man kan sige som en bi
og flyve lige i fjæset på
en gorilla, man kan
ja man kan altså
have hjemme i en stilhed
og hører en guldsmed på lang
afstand. Det er sandt, nej
det er sandet til
og ikke særligt smukt.
Se jeg holder fast
i vandets kant.

Og morgenen
er kvasiblå.

Og badende
elge.

Og tal nu bare
de ord der er
sandet.
Din røv er et tysk missil
ja præcis
er den sgu ikke
den skriger ABER DOCH og
rammer ved siden af stolen
så du går i brædderne med
et hyl.
Hvis vi stiller os nok
på træer kan vi se
os selv i film
vi har set. Hummerhaler
viftende fra kronen af
et vissent kongetræ som
en hjort har pisset på.

tirsdag den 7. april 2009

Jeg skejede ud på en grønlænder
der sad med tunge gardiner
for øjnene, hun tog blot min
hånd og talte til min fornuft
du skal drikke for os begge
sagde hun, og himlen faldt som
et hvidt klæde der presser
liget tilbage i kisten.
Som om virkeligheden
ikke var et tegn som om
papiret nogensinde var tomt.
Der findes dræbere
der druknes mens man
dadler dem.
Hvis man går tur
i provinsen sent
om aftenen bliver det
smerteligt klart at
vinduer er firkantede
og sorte indefra
og hvide udefra.
Der findes digte
der dør hvis man
læser dem.
Dine maritime medikamenter
skumsprøjter tit hele verden til
med fuldfede gæs og gyldne
sole der bløder ud
til lyden af vingeslag
og intravenøs
bølgebrus.

Bag døren til toilettet
hører jeg som ventet
ekkoet af en and, der
protesterer mod kabelkatte.

Hun ligger forgabt på sofaen
hun strækker sine arme
over sit hoved og lukker øjnene
og jeg ser på hende i sofaen.
Jeg ser på hende og jeg ser
på sofaen og hendes ansigt
folder sig ud og trommerne
sætter ind, for første gang,
med et drivende beat og hun
rejser sig op og gnider sine
øjne. Hun griber ud efter dynen
og går ind i seng. Trommerne
ender i et klingende bækken
og bassen sætter ind, jeg
glemmer mig og glemmer
hende og forsvinder.
Hun er smuk når
hun holder sig
på lang afstand
kan jeg høre
hendes stemmer er
smurt med kaffe
og skoldet af solen
hvis jeg står
af drømmen nu
bliver det hele poppet
kollaps af hidsighed
og fagter.
For enden af parken
ligger et hospital og nogle gange
kan man være heldig at en af dem
går tur i parken, at en af dem
har hjelm på og insisterer på
at sove i en indkøbsvogn. Man
kan se på deres øjne når det er
rigtig slemt, når de ikke mere
kan mødes i et normalt ord
når de er avanceret til at bruge
lyde og fagter af hidsighed når
de er kollapset i deres egne
verdener og underlige haver
og man kan være heldig at
pludselig skifter parken karakter
og man får øje på en sød
sygeplejerske der går og
holder én i hånden.
I sidste ende er det hele
alligevel bare pop og nu

vi er stadig ikke ældre.

Vi er stadig ikke
længere væk end
at vi kan se hinanden
når vi står på tæer.
For enden af parken står
en indkøbsvogn med syltet
håndtag og livet kramper
sammen i kulsejlede
kalciumståger
det er en ussel frygt for
kreaturer der holder os
fra at bære rødt, det er
en kogt hummer der
lokker os over for grønt.
Hvis en vis viis ville
sige "Sigurd" rigtig
sirligt kunne det blive
ligesom da Lissy listede
Line med op på værelset
for at kissemisse.
Vi kan aldrig tale
stille nok så vi dæmper
vores stemmer og
læner os ind over
bordet og hvis man
bruger et forstørrelsesglas
kan man se at vi kysser.
Lars er en skidelækker lyd
som kun et flerstemmigt
tyrolerkor kan frembringe
en søndag morgen jeg går
i bjergene hører jeg lars fra
en beværtning og tænder
lyset. I et hjørne står
fem buskede mænd i lederhosen
og udstøder lars
mens de bakker på en
merskumspibe.
Og hvis stilheden kunne tale ville vi være mere stille.
Og hvis du og musikken og natten
og hvis ingen andre end dig selv
og hvis den underlige kat ville kigge væk
og hvis uforløste digte
og hvis uforlæste digte
og hvis blikket faldt på et tørt sted.
herefter stak drengene af, de

hjulede ned ad skrænten, og

hvis jeg ikke havde spændt ben

for den sidste, så var de stadig

i live.

(som hvis luften blev
sunget ud af lungerne/som hvis
Sisyfos havde tabt et skridt)
Hvis sommerfugle kunne synge
ville de kun synge inde i byerne
og kun ved ganske særlige tilfælde
og ved togskinder. De ville
synge når togene kom forbi
og et menneske kiggede gennem
ruden så det menneske
ville tænke "så jeg lige
en sommerfugl synge?" og
sommerfuglene ville grine
deres røve i laser.

mandag den 6. april 2009

I proceduren fremhæver
kaffeproducenten at
offeret ikke brød sig om
gurglelyde og derfor
tog livet af sig selv
i skolhed beruselse.

Hvad brugte du,
spurgte juryen.
Fantasien, svarede han.
Ole Birk Olesen
kan ikke lide kunst
fordi det ikke
siger noget men
bare siger noget.
Man skal passe på
hvad man siger.
Man forstår verden
som man forstår kaffe.
K. gik op ad bjerget
han blev gift med
Sisyfos på en rullende
regnvejrsdag i sten.
Og sådan er der jo
så meget.
Han sætter en strømfyldt
rugekasse op og hører
fuglene skrige.
They say I'm mental
because I'm not amused
Han siger at han er
alletiders største kraftidiot
men han har gemt det bedste
til sidst: et snavset fotografi
af en tyrolerbande
der hærgede mændenes tankegang
op gennem halvfjerdserne
jeg stiller mig ud på altanen
og skriger af bare
liderlighed
fem gungrende gurglelyde
returnerer for at
rulle mig med.
havets buldren
de inderligste venskabers
underklang af jeg
gennem et vi og
skovenes blade bliver
til bøger som vi spiser
det er altsammen
tilværelsets måske
i en langsom basgang.
I kildevældsparken
spankulerede han rundt.
Da hans kone ventede
Solveig kom det over
ham igen, men hun gik
aldrig i dampbad mere
så han tænkte på sin
sekretær (altså, den forrige!)
og faldt i søvn med
skinger hyletone knappet
fast til et slips.
Menelitu
skal jeg skrive
for at få lov til at
skrive det var dog
vældig irriterende her
i fartens øjeblik at skulle
standse op og kigge på fremmede
ord.
Han lister fingeren ned
i flasken og håber
ingen har set det
(hvor skulle han håbe
hvis ikke i skoven).
haves gange
ønskes klarhed
De vender sig om
for at se manden i røde tern
det er sgu for skrapt, det
er kvinden ved klaveret
som han husker undenom
sidst han forgabte sig
i hendes kæber og vedhæng
var på Korsika
hun havde alt på, bare
ikke komfuret.
hun kunne tale så ufuldendt
når vi sad der ved springvandet
hvor min haves gange mødtes
i en runddel og hun knappede
den øverste knap og skuttede sig.

her bliver pludselig så koldt
kunne hun sige og kigge sig
omkring som om hun kunne
se kulden nærme sig.

så kunne jeg føre min hånd op
til hendes hår og lade den hvile
på krøllerne mens kulden
nærmede sig jeg kunne sige

lad os spise hinandens varme
grad for grad.
din vingeskudte stolthed
kommer ikke bag på mig
den fortaber sig i sin egen
forgabelse som du var
forgabt i dine kæber.
Åh sådan et aflangt
brød med mangel på
skriveskåren skildpaddehus, det
fylder sådan op i carporten
når du tager din nældefeber
med hjem. Jeg beder ikke
om meget, jeg smager
mest af havudsigt og
vingeskudte servietter
nætter som denne er til
galskab i alle huller.

Et strømfyldt tæppe

og en ætsende majsmark af andre ord end dem vi er vant til og netop havde vænnet os til kommunale udsigtsplaner og indsigtsplaner af mere gylden karat under mine fødder inde i en røg ser vi hinanden i øjnene lidt for længe sådan som der står at man skal sådan som man skal i røgfyldte lokaler med strømfyldte tæpper der tvinger os til at danse og det er ikke en dødedans selvom det ser sådan ud og selvom det ville være så let at kalde det det det ligner iturevner i væggene overalt og langsomt bryder de sammen og efterlader os på herrens mark i en øde kakofoni så man skal bruge sine sanser bare for at mærke luften kan
Jeg river hapsebarken ud
af dine sætninger og smørrer
tykt på. Der er ord jeg
prøver at slippe uden om
plantetante frostindivid og
en fodgorilla slår sig på
brystet når den ikke
bliver brugt, jeg sniger mig
i sprogkroge og trevler
lidt af forstanden op, smider
strømfyldte tæpper på
ordbålet og kålormen sniger
sig ind på et 3d truthorn og
klemmer til.
Ingen kan gå alene

men på en rolig mandag
går det nok.
Jeg eksporterer mig selv
til Sibiriens langsomme
åndedræt og jordens gyngen
minder mig om røg.
Hvad skulle vi sejle i
hvis ikke evigheden.

Jeg råber så højt
at selv ozonlaget
ryster. Som om
kommaer var noget
for mig.
Hvor skulle vi råbe
hvis ikke i skoven.
Du dør ikke af
at sejle ind i mig, men
du splintres som en tand
på et blåsejlet
gulv.
Mit søkort er skrevet
på bagsiden af en
opskyllet and, på altanen
har vi snakket om forgabelse
og et flækket ansigt
synger for os når vi
drømmer for langt.
I bussen stirrer folk
blankt, når vi spørger
hvilken vej havet vender.

En hummersuppearabesk

Som jeg sejler i den
suppe forekommer det mig
at tiden er som væske eller
at væsken er som
en druknet mus med
åbne øjne. Øjne man kan
spejle sig i og øjne
der uophørligt
åbner og lukker sig
længe efter døden.

Døden kan sejle
ligesom alt muligt andet
kan sejle. Alting kan
sejle og så er man virkelig
på den. Suppen kan
sejle og sejles i eller man kan
sejle i ord.

Man kan have døde øjne
uden at være død fx eller
man kan drukne uden
at være en mus.
Havet -
tristhed eller
uendelighed
der danser.
Det er blåhedens mangelvare
at den aldrig kommer når man
kalder på den.
Rabundus er det ord
gråænder bruger når
de har ramt bunden i
en ordentlig kaffebrandert.
Selvfølgelig taler vi også om døden
når du siger at du håber vi bliver gamle
sammen og at vi får et hus.

Og min kærlighed står ret op ned
midt i stuen men altid til tiden
og aldrig i tide.

Under glemslen ligger kedsomheden
og under kedsomheden
ligger et blåt ansigt og flækker af grin.
Jeg har lige sat
dobbeltraketter på min
indkøbsvogn, men jeg
fanger aldrig den
tunede laks.
Kan kaffen se sit eget mønster
alle disse kaskader og vi
lader bare den fugl forflyve
i mellemtiden og imellem tiden
som et ord der dukker op
mellem siderne og skær sig
ud gennem papiret.
Og bagved vandet svæver
en rygbrødsravn med
fetabryst.
Nu venter vi bare på
at værten smider
jakken så vi kan
tale mere frit og mere
forundret om livet.
Mere underligt og mere
hurtigt.

Som en hund
der løber i søvne
og vågner og
løber ind i en
væg.
(hun er i tvivl om udødeligheden
er noget der kan vaskes af.)

)om man kan gå igennem
lyd på samme måde
som en mur(
//For eksemple kan man
lave uldsokker af
hendes ord\\

===lapsus memoriae
serveret som småkager
(et sølvfad glider ind på bordet(........)
stuepigen takker af,,)
herefter en del mindre
ord (eks. py, ra, mi, de)
at tærre på.
Men tænker man sig
om natten er Keops
fanget i glemslen og stirrer
i vantro på sin pyramide
(hvad er det De siger, skal
jeg ligge død derinde?)
___._
__....._
_.........._
::::::::::::::

(memento mori)

Tegningerne
har man forlagt bag
slavernes stenhuggeri
[' ']
[' ]
småkagerne har givet
en ulden smag i munden,
Keops har glemt at
sin alt for tidlige
død.
Hvis det bare var ord
på en lydløs bund. På en
havbund eller på en
hovedbund. På en
blæsende dag i håret eller
på en blankpoleret isse.
Nudigte og førdigte og
vilblivedigte lægger sig
i lag på papiret. Men jeg
vil ikke være et spejl jeg
vil hellere være alt.
Det er ikke bare det
at jeg venter det. Det
er det at jeg venter
at jeg venter det.
Digte som mælketænder
og digte som hoveder.
Digte som poetens hoved
Højholts mælketænder.
hun red på pulsens krusninger
gennem gaden gennem
øjet gennem vandet og jeg
ønsker mig en stjerne
jeg kan stikke ild i og et
mørke jeg kan dø i.
Der er en frankofil
i mine bukser
her til aften og han
trækker i snore
og får mig til at sige
ting som
je suis moi
eller
bonjour, Madame
på en måde så
hele bussen kigger
på os når vi kører
hen ad ringgaden.
Det er så smukt i Paris
når fiskene springer
Jeg siger det er så smukt
i Paris når fiskene springer
på hinanden og korpulerer
hen ad brosten
Jeg siger det er så smukt
i Paris når fiskene springer
ud fra en blank altan
for at sige farvel til en elskerinde
Jeg siger det er så smukt
i Paris når fiskene springer
ind i en rundkreds af katte
og råber voldtægt
Jeg siger det er så smukt
i Paris når fiskene springer
over for rødt for at se
hinandens sorg.
Det blå vanvid
er at gå i
knastørre
Paris
og samle
piger op.
Jeg vil bo i mine syner

et klap og
havet gav mig fred
stilheden
drager raslende
forbi i en
overset hvidhed.
Jeg har dynamit i
benene, sveskemor, syrer af
solbær på vej op gennem
markerne, altid disse
blomster i en kurv
når hun flygter fra
min buldrende nedkørsel
i elefantgræs. Så
diskret når jeg lister
mig ind rytmen, banker
stængelsaften ud af benene
og går ud i en sky af
tørv og silende solskin!
Jeg forlanger af verden
at den går
over for rødt.
Uden tvangsfrihed i
benene. Jeg går ved
Arno på den
højre bred
med blomster i
hånden. Altid
disse blomster
der maler sig
ud i billedet,
i rødt og i
gult, små sole
der diskret går
ned i hver sin
horisont.
Jeg går og drypper
saltvand på dine
grøntsager, det
er ikke særlig pænt
men selv en skidtfisk
kan have en dårlig dag
på kontoret
er chefen begyndte at
spørge mig om der findes
nøgne fisk på nettet, jeg svarer
at jeg ikke har
styr på mine naboer.
For eksempel huse,
der er altid lidt
af det hele, kommen
sammen og kommen
fra i de farver på væggene
der måske
eksploderede derop
med minutiøs præcision.
Liljer i vasen, ikke
at jeg ved
hvordan liljer ser ud
mere at der er "liljer"
i vasen på en blågrøn
blomsterdug når vi sidder
i vand til anklerne
og spiser frokost
midt i maritime meditationer.
Mine skanker er
lyserøde af
torskeblod, dine tanker
min kære er blankpolerede
som en lædersvans med
gamle bukser. Jeg holder af
at sidde i vandkanten og
dumpe indvolde i dit
drikkevand.
Jeg glider ind i et "så"
så hun bedre kan forstå
det blå og det røde
det gule og det sorte,
jeg går hen til et "nu"
så hun bedre kan
se de underlige fisk
der fordriver hinanden,
jeg går ind i et "hus"
så jeg bedre kan se
dem udenfor mit
vindue.
Hun taler så uldent hun
taler så sjældent så
man kan forstå
det.
Du kender ikke Jesus
eller hans delfin Søren,
de går tit tur
ned langs Kattegat og
fisker efter svar:
"Er De monstro konverteret,
kære Krabbekonge, det forekommer
os at De har fået skæg
og har erstatet det gode humør
med salte tårer?"
Men mest af alt holder
de af at pjatte.
Der går mange par
sko rundt i cirkler
og buldrer som lyn
i min havegang
ikke som dengang
vi talte for at tale
med hinanden eller
som nu hvor vi
taler for at tale
med hinanden
men som den gang
hvor vi poppede op
hist og her på skift
som for at sige
jeg følger alle gange
på én gang.
Mine tanker
er lyserøde torsk
skyllet
op på en blank
altan.

Al den snak om
pludselig dødsfald, hvad skal
den til for!

Jeg sover hvor
fiskene har tag.

Det er et simpelt liv, det
er koksgrå is der river
sig fri fra en stavn
javel, og havets tunge
slikker det hele
længere væk.

Mine tanker
er skinnende torsk
skyllet
op på en lyserød
altan.

Jeg er en dreng bygget
kun af laks, som søn
af en advokat må man
lægge ryg til en masse
skæl(d) ud med det
fiskeben og firserhalsbånd!
henne på komoden står
et glas vand og har fået
flere sultne blikke end
en sandet hotdog på en
sommerdag, jeg har
druer i klaser, jeg holder
tangplanter i slebne vaser
jamen det er sandt! Så
hør dog på en der har
vadet i vandkanten
hele sit liv og mediteret
ved tanken om fræsende
bølgeskvulp!

vi svømmer som fisk og
kravler som biller forbi
huse med tage med fugle på.

eller.

man skal krybe
før man kan gå.

eller.

få dig dit eget
fly.
blålys i juledragter
drikker gløg og siver
langsomt ud i
sandet. Og elge
kigger dovent på
før de løber ud
i vandet.

Om lidt starter det

torsdag den 29. januar 2009

Der er tid der løber ud over
papirets kant og der er tid
lister sig ind på mig.
Der tid der går og
der er folk
der stirrer på havet
mens Leif råber
at vi bare bygger en tømmerflåde.

Simpelt erindringsdigt

Det var så fint
når vi kom til klubben
allesammen med sportstasker
i grøn eller gul eller blå. Nogle
havde en sort. Og vi satte os i bilerne
og kørte til en by vi ikke kendte
i Michaels fars bil eller Andreas' fars.
Og når vi var bagud med otte mål
og Alko-Leif råbte fra sidelinien
at vi gik efter en uafgjort.
Jeg har drukket for mange kopper med kaffe
til at holde hænderne i ro. Og jeg har
skrevet for mange kærestebreve på genbrugspapir
til at det virkelig betyder noget mere.

Lige under blodet
findes den kollektive uro
han talte om og lige under
stemmen det daglige vintersolhverv.

Kærlighedsdigt til Daniel (der tyksnakker)

Han kaster kamstegen over bord
og ruller sit moustache
hvilken hensigtserklæring! Der
er jo jazz i mandens sko!
Se ham danse op af sofaen! Se ham nu!
Se ham lænet ind over røgen
se ham tage det ind!
Han fremdrager en monokel
fra sin baglomme, og løber
ud af billedet efter mere sprut.

Kærlighedsdigt til Rasmus (Og jyder med attituder i det hele taget)

Det er ikke sorgen
der har gjort ham til et dige
det er lange nætter med vin
der har gjort ham til en mose
der mosebrygger
benede mænd og koner på syrer
han er en gadeknægt fra en grusvej
hvor man volapyksnakker
og holder af tyksakker.
Jeg har en stående aftale
om rødvin og overskæg
med Rascal og Danny
så jeg graver geviret frem
og pruster gevaldigt
æblet jeg spiser smager
som gæret kalkun, jeg elsker
når du synger
om ting der giver mening
æbletræer en støvet hund
en smeltet hånd.
Du ved, ham Dalgaards ven Jesper
han er et værre skarn
ryger purpurfarvet pibetobak
og gemmer det helst
i potteplanter.
Jeg græder over de ting jeg ser
på skærmen, glitterpis
og lergrønne maver
kirsebærcola og Jesper
der danser rundt i underbukser
og propper mad ind i munden.
For satan, en solgang! Den blæser
vulgære farver på kroppene
her roder og lugter af
udbrændte gummisko.
Forår som vandrende røg i mit hoved
og en usikker længsel
efter det jeg aldrig havde
det er fraværets poetik
lokale smerter i lænden
efter for meget siden ned
og for meget øl
på blågrå aftener
i vintermånens skaldede lys.
Det er ikke sorgen
der har gjort ham til digter
men han ved
hvor ondt det gør det
er staccatolys
på et provinsdiskotek
klokken fem om morgenen.
Giv mig en skælvende
kennelpose, og flyt ud
af mit helsecenter. Det er
jomfrueligt at køre i slæde
så vi finder på noget andet.
Ordet veranda minder mig om
centralafrikanske nilvaraner
der bidder hinanden i halerne
i TV.
Men jeg ved jo ingenting om ingenting
jeg ved det drejer sig og om at
se hinanden i øjnene og være på lige fod.
Og lære af sine fejl og gribe sin chance når man falder.
Hjemme fra Paris sidder jeg på
verandaen, en balkon over
helvedets forgård.
Sorgen har gjort ham til digter
han er skidefuld han
glider i karamellen puhadada
på vej ud af svinget
han er klædt i pels til hagen
og er en vellidt men grusom
dræber.
Jeg har forøget brændestablen
idag. Jeg har kigget på
hænderne i skovkanten
og hældt olie på fyret.

Jeg skriver i brevet til Daniel
at han skal komme hjem
rive sig ud af Paris
jeg har stillet en stol frem på verandaen
jeg har fundet et askebæger frem.

Når myretuen bliver for hidsig
river jeg op i den
med en møggreb, det er
som at blande kort.

Jeg lægger meget kabale
her sidst på aftenen.
Jeg er afsporet -
på sporet af
en umulig opgave af
toner i bassens hjerte
og grønne flasker
der tæller sig selv
1 - 2- mange
så jeg kan
komme på sporet af
de gange hvor det faktisk
lykkedes
at lave guld til sten
og leve af de benede rester
ikke at det er alkymi
ikke at det ikke er et job

men det er hvad det er
og jeg ville sige lige præcis
det der står.
Jeg laver min skrift på
hvidt papir gult papir sort
papir som om det gør nogen
forskel som om vi kaster os i
grams for symbolik og farvelære.
Og den sten
der ligger midt på vejen og vi ved
nogen har lagt den der
eller den er trillet derhen
fordi en sommefugl blafrede.
Dine hænder er som sten der taler med sig selv

Din stemme er som jazz i Paris
det Paris vi kender allesammen det
Paris hvor konerne hænger tøj op
på balkonen hver gang turister
kommer forbi
som på kommando som i
film
det Paris.

Og den jazz hvor unge mænd
og gamle
står sammen på scenen og spiller
improviserende og publikum lytter
og man stadig må ryge indenfor.
Til det ærede og imponerende omfangsrige publikum skal det nævnes at de to deltagende har truffet en gentlemanaftale om at skide højt og flot på de 19 stillede opgaver.

Et citatdigt til F.P. Jac

Imellem dine linier var tidevandet
og til sidst ville dit sprog på togt igen
et arret ansigt på Café Victor
et kollektiv af uro
du vaklede verden hele tiden.
Der aldrig kun
én tone i stemmen og der er
aldrig kun én linie i hendes
ansigter.
dy
dy dy
dy dy
dy dy
ingggg ingggg
dum ingggg dum ingggg
duk duk duk
duk duk duk
schingggg
duk duk duk
duk duk duk
schingggg
sgyk sjuk skuk
nukke dåk duk
kuk lup

Vi lader sandet forflyve
fra vores egen lydskrift
Carmen er fra en anden by
hun ringer og fortæller mig
at jeg skal tage telefonen
hvad mener du
hun presser brysterne mod røret
kan du hører mig bedre nu
jeg går mellem fuglebure og
knipser for at holde mig til
selvfølgelig er signalet tydligere
jeg kan høre vejrtrækning
sno sig gennem lungerne
hvad mener du
det er så uskylidgt:
Carmen nyder at holde
sig i form, jeg nyder at
bære hendes bryster gennem
røret.
Liniernes grundvand er
afskumssyre.
Onde tunger, unge tunger, tunge tunge
man skal ikke lade sig drive rundt
ved sin læser. man skal ikke lade sig
sidde fast i gamle ord. man skal ikke

man skal ikke.

du kan
kigge uforstående på ordnene
som hunden. jeg er min hund.
men man skal ikke drive
gæk med peter for peter
han er som
en der jonglerer med øjne og
ser med dem alle hurra for
peter på en gang hurra for
peter for alle øjnene
på en gang.
Og pludselig var jeg gåden
ingen kunne forstå
men de billeder
kunne jeg ikke gå ind i de
farver kunne jeg ikke bruge.
Det skal gå fra venstre mod højre
jeg skal sidde der
og høre på manden
der fortæller mig ting som
det er som vaklen op af vandet
det er som skyer presset op ad bjerge
det er som håbet om en nat
med underkølet regn.
Det kan skyldes de poser
jeg har over hovedet eller
det lys jeg sidder under.
Et hav ligger bag mig
og man kan ikke sejle
på land. Man kan ikke
ro i sin sjæl.

onsdag den 28. januar 2009

Jeg kan kun tænke på
Firenze og Ukraine.
Og broer med huse på.

Og cirkler der spreder sig
i uforstålige systemer.
Og digtere der dør
fordi de var
på vagt for bælgmørket
Jeg kender jo intet til angst mere

Og digte er bare
mælketænder;
hvis du ligger dem under dynen
får du måske en 20'er.
Det er som at
sidde i bussen
og se i køreretningen;

der sker intet nyt.
Oh such is life
a man beats his wife
she's a beautiful drunkard
they live near a junkyard
Nede i mosen?
Er der en mand?
Er der også en kvinde?
Er der også et barn?
Boller de?
ALLE TRE?
Det mest fornuftige ville være
at glemme digtene
og bare
drikke.
Kan en genitalprolaps føles og måske ses med et spejl som en lille lyserød "bule" i skedeåbningen?

Er der en glidende overgang fra, at skedevæggen er slap til en egentlig genitalprolaps?

Kan en behandling med østrogen og bækkenbundstræning være tilstrækkelig?

Kan lægen sætte et stykke "kunststof" ind som forstærkning?

Kan der efterfølgende opnås orgasme hos kvien?

Men hvis vi nu skal skrive
må det blive sådan her

en rådden starut en
en lodden starute en
gribende slutning og en
grum kineser

med et tyndt overskæg
og lynende øjne
der bortfører et barn og tager
benene på nakken
der griner så grimt at selv
Satan krummer tæer

men så kommer
en bus med et strygeorkester
sikke en sommer synger
Shubberne så selv
englene synger
så gribbene græder
og slangerne slubrer af
glædens oase der netop er
strømmer ud barnets små kinder
og falske moustacher
vælter rundt mens
mægtige mænd bekæmper
kineserens onde planer med
gode ord og velanbragt forstand

(Vi forlader her berretningen om den frygtelige fortførelse, som ikke her sit lige i dansk historie. Der findes ingen pålidelige kilder om det videre hændelsesforløb, men en [...])
hvis en vinterpat en hejsende
flagstandsmetafor og
uafbrudt lækage
der kravles for at nå
den abstraherende orgasme
hvad så med mig? hvad så
med mig kan der gøres
som man vil, man kan
lægge mig i fosterspakat
det nytter alligevel ikke
NEJ! Jeg bor alene på kvisten
i Magdalenestræde og rejser
mig kun fra stolen for
at gøre plads
min kusses sønderdøvende overdrev
glider som sardiner gennem puderne
og anretter tangsalat i sæsonens farver
i den kan der bedrives fire ting:
hor, syvkabale, skøjtehal og
kræmmermarked.

Sådan dræbes vi
fire skud i maven og
en rådden salut

Oh, du argentinske romer du
langlokkede Jesus du
hestehårdt headende
frisparkssparkende
milaneserkneppende
mangemålsmager

Oh, Gabriel griner hele vejen
til nettet til en bankbog
spækket med metervis af
mål og mangfoldige undersåtter
mens du træder dine
sidste støvler ud mens du
ruller dig i MoM og Ass.

Digt uden symbolik

Nede i mosen sidder Quijote
og glor over havet
ved siden af Platon
der glor over ursuppen
ved siden af Andkjær Olsen
der glor over scenen.
Det slutter med at gøre ondt
stakkels Daniel stakkels
slutter, gør ondt
hvis jeg var din pige din klo
og sad ved din side, gør ondt
du har ret, mahogniguitar
og kisten den lukkes, svar
flænser du huller i sokker
flæber du kuller i rocker
hold kæft og gå til ro
ja ja, som en sprogfattig hane
vil selv du rende rundt til sidst.
Du er den der
står der når alfabethuset vælter
og jazzer en dans
med halte kaptajner og
hellige fjolser
hvor trinene er overordnede
og musikken er alt
med onde slanger og
gode feer det er
ikke så forskelligt fra det
Peter sagde om poesiens
kriblende dyr det er
ikke så forskelligt når du
danser i en regn
af murbrokker.
Nede i mosen
smides der med hestepløre
og
Jose Rezende taler
ud med sit spøgelse
og
jeg står op af en mur
med hånden fuld af sneskorpe
og
hen mod aften skiller
dyrene sig ad
og
vi går gennem lyngen
og samler sammen til aftensmad
og
al den vrøvlen og duft af læder
og mangel på søvn
og
vi mødes på broen
han spørger om jeg har en pige
og
vi bliver enige om
at gå hjem til ham
og
tøjet ligger senere i en bunken
en har glemt at trække proppen ud.
Det hele bliver mærkelig
abstrakt og uden
tråde til nogen
virkelighed jeg kender

det hele
triller ud af øjnene
det hele
flyder ud af
ørerne.
Da jeg stod under
tusinder
af skrålende sole
og så klokken slå tolv
var det svært at sige
om jeg var
fuld eller fugl.
Og jeg skuer stadig
ind i Havet.
Denne gang har vi en liste af udfordringer, der skal gennemføres. Én udfordring svarer til ét digt (på nær nr. 13 selvsagt). Deltagerne skal ikke angive, hvornår de svarer på udfordringerne, men begge digtere skal gennemføre alle 19 udfordringer i løbet af de fire timer spillet varer.

1) Digt der rimer
2) Digt om hvor god en digter din rival er
3) Haiku
4) Digt bestående udelukkende af spørgsmål (min. 5 linjer)
5) Digt på mindst 20 linier
6) Digt om dyr
7) Digt på et andet sprog end dansk (alt gælder - engelsk, latin, l33t, etc)
8) Omskrivning af et digterens egne gamle digte
9) Digt til Peter Laugesen
10) Digt der indeholder ordet afskumssyre
11) Digt om din rival (den anden digter)s død
12) Skriv et digt, hvor Magdalenestræde indgår
13) Fire af dine digte skal indledes med ordene: "nede i mosen"
14) Portrætdigt af en selvvalgt fodboldspiller fra CM 01/02
15) Beskriv en nytårsaften, årstal er valgfrit
16) Et digt, hvor hver ny linje i digtet skal indholde færre ord end den foregående linje
17) Skriv et digt med udgangspunkt i dette videoklip: http://www.youtube.com/watch?v=qbar3nsf0_U
18) Skriv et digt om en vilkårlig orgasme
19) Skriv et digt på præcis 666 tegn