Poesiens posede oppopninger

Hun kender tilfældighedernes spil, siger jeg til mig selv og griner så det runger i den tomme hall. Og netop da er det som om jeg ikke er alene. Da jeg træder op på trappens første trin, den trappe der fører op til mit bibliotek, får jeg den samme følelse igen. At der er en anden der glor på den gloende sol sammen med mig. Inde i biblioteket sætter jeg bøger på plads alfabetisk og overvejer om jeg skulle lave en yderligere opdeling af bøger. I faglitteratur, romaner, noveller, digte, tidsskrifter. Da jeg endnu engang siger dette til mig selv: Hun kender tilfældighedernes spil, opsluger bøgerne lyden, intet ekko. Jeg træder ud af biblioteket og sætter kursen ned af glastrapperne. Det banker på den store trædør for enden af hallen, men jeg ved, jeg ikke har inviteret nogen. Jeg siger til mig selv: Jeg kender tilfældighedernes spil. Og jeg lukker hende ind, hun træder så forsigtigt ind på glasgulvet og jeg har stadig i skrivende stund svært ved at huske, om jeg først hørte skriger eller ekkoet af skriget.