jeg stod engang og betragtede
et bjerg
og havde tid til at nulre
et hul i min lommer
og da tænkte jeg:
jeg kendte engang
et vejkryds og en mand
der kunne føre de mest
fantastisk samtaler
om trafikkens urimelighed.
Det gjorde mig så
ubeskrivelig glad
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar