Poesiens posede oppopninger

Jeg drømmer om mine ører. Jeg står foran spejlet i et rum, der ikke er mit eget, og da jeg betragter mit ansigt, kan jeg pludselig se mine ører som andre ser dem. De er store og gullige, og sidder for langt omme mod nakken. De får mit ansigt til at ligne en ufrivillig refleks. Allerede i drømmen bliver jeg klar over, at dette kan ses som en lignelse over noget, der går langt ud over denne situation. Men sådan er det ikke. Drømmen handler kun om mine ører, og det er det, der gør den så underligt tilfredsstillende.