Poesiens posede oppopninger

Far havde gået i flere dage og klaget over, at han havde sådan en voldsom tandpine. Han havde brugt både kogesprit og brændevin til at komme ned i tanden, og også lånt et par liner fiskesnøre af præstens Jens. Men lige lidt hjalp det. Far holdt op med at gå arbejde, og tilbragte alle døgnets lyse timer med at skolde vabler af sine fødder ude i køkkenet. Mie og Søs havde han sendt i marken for at plukke topskudene, og imens måtte jeg blive derhjemme og passe ham, fordi mor var hos Fru Rosenbuk og sy kjoler.
Efter de første fire dage holdt Far op med at gå i køkkenet. Han sad i entreen og viftede efter malkepigerne med en høtyv. Far syntes det var godt. Han klaskede sig på lårene hver gang de hvinede, og så råbte han på endnu en pæl. På femtedagen kom Mor tidligt hjem fra arbejde, og sagde til ham at de skulle skilles. Far vendte sig mod hende, skreg "Aldrig i livet!", og gik ud i stalden for at fedte slagtekvæget. Mor så på mig og rystede på hovedet.
"Din far er en ubrugelig hest, Kristiane. Han har trampet på min krop i toogtyve år, og det eneste jeg har fået ud af det, er denne tarvelige replik".