En røverbande med en helt
speciel form for lydløst fodtøj kommer listende på
fliserne i mit digt og
bortfører den eneste kvinde
der stadig er værd at skrive om
åh Ada, jeg ønskede blot lidt spænding
nu ligger du bagbunden og tvær
tværs over røven på
et mulddyr.
Ada, senere kan jeg høre
lyden af dit smil gennem
digtets væg.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar