Jeg har drukket for mange kopper med kaffe
til at holde hænderne i ro. Og jeg har
skrevet for mange kærestebreve på genbrugspapir
til at det virkelig betyder noget mere.
Lige under blodet
findes den kollektive uro
han talte om og lige under
stemmen det daglige vintersolhverv.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
1 kommentar:
Jeg har ladet mig fortælle, at der bor en ældgammel mand midt på den jyske hede, der på fantastisk vis og som den eneste i landet har en ganske lille smule troldeblod tilbage i sine årer. Ingen ved hvor han bor, og det er netop det, der er det pudsige; den ældgamle mand er skorstensfejer, kun netop derfor vides han at eksistere. Han kommer i nattens stilhed og grynter ældgamle viser på jydernes tørvetage, mens han renser skorstenene med lange, knortede arme og forsvinder igen, lige så lydløst som han er kommet.
Send en kommentar