Poesiens posede oppopninger

Hendes øjne er som rubiner
og som safran og køleskabe
i Sahara og som ild i himlen
og is i helvede og undalater
hos en farmor man aldrig har
mødt og som lijler og pinjekerner
i mad man ellers ikke kan lide
og rosenrøde buske bruser
overstadigt gennem kjolerne
hun har på når hun bevæger sig
når hun bevæger sig ser man
huden gennem stoffet og
stoffet er huden hendes øjne
ér som en rabiner, gammel og
vissen og så skide kloge er de
de øjne. Og gennem kjolerne
ser man hendes øjne, ser man
en rabiner, der har klædt sig ud.