Readymade #5 (Min første prosa)

Nogle gange vågner jeg midt om natten og kan ikke åbne øjnene, før det er helt klart for mig hvad jeg har foretaget med aftenen forinden. Mine aftener har det med at blive lidt slørede til sidst. Om det skyldes den høje nikotinmængde i mit blod, kaffen eller om det var de to-tre sædvanlige guldøl, ved jeg ikke, men faktum er, at af og til kan jeg vågne, midt om natten i fuldstændig uvidenhed med hensyn til min gøren og laden aftenen før. Når det sker, vågner jeg altid med en dunken bag øjnene. Andre mennesker kan ikke vågne om natten uden at åbne øjnene, siger de, men jeg tilhører tilsyneladende ikke denne gruppe af mennesker. Mens jeg ligger der, er jeg altid helt uden fornemmelse for tid. Nogle gange føles det som om, det tager mig flere timer at få puslespillet uden brikker til at gå op, mens jeg andre gange føler, at det bliver klaret på få minutter. Der er altid mange mulige sammensætninger af en aftens forløb. Havde jeg bare siddet og læst, eller var jeg gået på en tur? Det sidste var mest sandsynligt, når jeg vågnede i denne tilstand. Mine ture består i, at jeg forlader huset sent på aftenen, gerne omkring klokken ti, uden noget egentligt mål, men altid med en klump i lommen. Jeg kan huske første gang, Frede og jeg røg en joint sammen. Jeg havde prøvet det tre-fire gange før, men for Frede var det nyt, og han var ikke helt sikker på, at han havde lyst, men han røg alligevel. Efter et kvarter lå han i sengen med et fuldstændig udtryksløst ansigt, og jeg gik halvvejs i panik og prøvede at vægge ham. Da det endelig lykkedes fyldte jeg ham med vand og lagde ham i seng igen. Vi var 14 år, og jeg vidste intet, men siden har jeg udvidet mit kendskab til bløde stoffer kraftigt, og når jeg går mine ture, ender jeg som regel med at finde et sted med god udsigt og så sætte mig til rette og rulle en joint. Problemet, når jeg vågner, er bare, at jeg er ude af stand til at huske, om jeg har gået på en tur, eller om jeg bare har siddet på mit værelse.