I mine notesbogs 33. side står følgende sætninger:
Man kan holde to håndklæder
med en ung rejsning.
Jeg kan lide at sove
tæt på en togstation. Tanken om
pludselig opvågen og flugt
er beroligende.
Vi kan bedst lide byen når den minder os om noget. Den her gade er smal og minder os om Paris.
Frühstück er således ikke et rundtstykke.
næste side:
Martin
21.54:
Martin bliver præsenteret for et shot Jack Daniels som han drikker. Tidligere har han indrømmet at være født og opvokset i Kalundborg
21.59:
Martin viser interesse i det interview han har lavet med Peter Adolphsen. Han kigger over på notesbogen, men ender med at klø sig i panden.
22.19:
Martin vender tilbage og indrømmer at han troede han skulle brække sig.
22.25:
Indrømmelserne hober sig op: Martin indrømmer at være opvokset udenfor Kalundborg. Lige udenfor byen Bjerre.
22.41:
Martin er ked og tager med ud og køber mad.
22.54:
Martin køber vand for at kunne få samarin. Martin skal brække sig.
23.00:
Martin prøver samarin for første gang. Han folder hænderne bag hovedet.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
1 kommentar:
"Jeg kan lide at læse mit eget navn i teksten. Det er ikke noget, jeg bilder mig ind. Navnet er der. Der står det. Jeg har set det. Og jeg har hørt det, når teksten blev læst op. Jeg hader det. Men. Jeg vil høre mit navn læst op. Det er vel pinligt at indrømme den slags? Det er pirrende at prøve at skrive som dem. På den måde. Det er pirrende at se sit navn på tryk. Sig mit navn. Sådan venter jeg, mens jeg læser. Skriv mit navn. Og når pigerne siger mit navn. Når jeg er sammen med hende, jeg elsker, og hun siger mit navn. Jeg kan mærke, hvordan jeg elsker det, og at jeg elsker hende. Jeg elsker hendes måde at sige mit navn. Nu forelsker jeg mig. Når jeg hører mit navn. Sig mit navn. Lars. Sig det. Sig det, for helvede. Kom nu. Lad mig høre dig sige det. For det er et særligt ord. Jeg vil høre dig sige det. Sig mit navn. Lars, siger hun. Jo'o, det er rart at høre sit navn sagt højt, ud i en sal med tilhørere, eller lavt mod en pude. Hun har næsten munden fuld af pude, hun næsten sover. En gang til. Du har sagt mit navn. Nu kender vi hinanden. Jeg kender dit navn, og du kender mit. Vi kan kalde hinanden ved navn. Selvfølgelig er det pirrende. Sig det. Sig det en gang til."
- Lars Frost, Kærlighed til fædrelandet var drivkraften
Send en kommentar